Jeg har tidligere været inde på min store kærlighed til de gamle biografer, både dem i barndommens Esbjerg og dem i århus. Phønix bio i Esbjerg fik en særlig betydning for mit cineastiske liv, fordi den tidligt var leveringsdygtig i 4-forestillinger søndag eftermiddag. Disse børneforestillinger har haft en kolossal betydning for filmkunsten i Danmark. Ingen tvivl om det. Er man i tvivl, så kan man bare spørge de filmkritikere og -anmeldere, der er gamle nok til at huske 4-forestillingerne.

For et beskedent beløb kunne man komme ind i den store biografsals mørke og se reklamer og diverse forfilm (tegnefilm, Gøg & Gokke og andre stumfilmstjerner), inden hovedfilmen rullede over lærredet. Til minderne hører også reklamepigerne med deres trompeter – og pæne pigeben… Hør dem spille fanfaren:
trut.mp3
(De er i øvrigt indlemmet i Ib Michaels nye roman Blå Bror, hvor de oven i købet figurerer på forsiden). Hovedfilmen var typisk en drengerøvsfilm: en western (fx med John Wayne – Red River fik set jeg en del gange…), en ridderfilm (Kong Arthur og Ridderne om det runde bord), Zorro-film osv.

Filmene var brændstof til drengefantasien. På vejen hjem, når vi var kommet ud i lyset, men endnu ikke ud af filmens fortælling, legede vi ‘cowboydere og indianere’, Zorro osv. Men det skete også, at et par af os slog et smut forbi Havnegade. En af kammeraternes forældre havde nemlig en pølsevogn på havneområdet. Dengang var det ofte handicappede og andre uarbejdsdygtige, der fik lov til at få en pølsevogn. Min kammerats far var tidligere sætteskipper og manglede det ene ben. Det gjorde et stort indtryk på mig, første gang jeg blev konfronteret med det manglende ben eller rettere: den protese, som manden var udstyret med. En dag var jeg med kammeraten hjemme, og fra entreen i den lille to-værelses lejlighed kunne jeg se et kunstigt ben stikke ud fra dynen i sengen i soveværelset. Da der ikke var noget menneske i sengen, kunne jeg godt lægge to og to sammen. Og da jeg kom hjem til mine forældre udbrød jeg: Hans far har piratben! Hvorefter latteren brød løs i det lille hjem.

Pølsevognen så cirka ud som den renoverede model på billedet ovenfor.

Tidspunktet – lige efter 4-forestilingen – passede med, at kammeratens far eller mor var ved at lukke forretningen efter dagens arbejde. Og medens de, iført deres hvide kitler med store lommer, ryddede op og gjorde kassen op, så fik vi lov til at spise os mætte i de rester, der var tilbage i det varme vand. Som regel var der nok til alle, og vi kunne selv bestemme, om vi ville have pølser med brød, en “krasser” eller “kradser” (tak til Henrik for dette illustrative link!) eller en hotdogs, som vi sagde. En eller flere af slagsen.

Jeg behøver vel ikke at fortælle, at det madorgie foregik, før de øvrige fast-food-menuer gjorde deres indtog i pølsevognen!? Gik det rigtigt højt, fik vi også en Kosmos-sodavand med patentprop eller en kold Cocio chokolademælk. Cocio blev i øvrigt lavet i Esbjerg dengang.  Men det var sjældent, bølgerne gik så højt.
Når jeg tænker tilbage på disse pølsevognsbesøg på den ofte øde havnevej, så mindes jeg til en kvalme grænsende forspisthed. Tanken om, at man bagefter skulle hjem og spise aftensmad, var næsten ikke til at holde ud. Men, det er også mindet om røde pølser med smag, sennep, der brændte smagsløgene af, frisk, hakket løg, der rev i næsen, ketchup, der smagte af solmodne tomater og krydderier osv. En kulinarisk oplevelse af de store – længe før sundshedspolitikerne gjorde det skamfuldt at opsøge disse fast-food-templer en miniature.

Når jeg en sjælden gang køber en hotdog i nutidens luksuøse spisevogne, så synes jeg, de er en bleg udgave af dem, vi dengang fortærede. Men det skyldes nok smagsløgenes forfald, erindringens skabende kraft og indførelsen af positivlister og andre ernæringspolitiske tiltag.

PS. Jeg har skrevet flere gange om Fønix bio, men har stavet det forkert. Navnet er: Phønix bio. Lokalhistorisk research har opfrisket denne fejlerindring… Og, hvad man kan læse af fotografiet af Phønix Bio på Esbjerg Fotoarkiv, så var biografen oprindeligt Esbjerg Teater. Også det er forsvundet af min erindring, hvis det da nogensinde har været der. For det var biografen, der havde min interesse. Medens vi er vi tilføjelserne, så er det også sjovt at tænke på, at samme bygning, som husede biografen, også husede Hotel Spangsbjerg og tresser-pop-og-beat-templet Africano. Man skulle lige højre rundt om hjørnet fra Kongensgade til Stormgade, og så var man der.

Africano var så landskendt dengang, at DR-TV – dengang kendt som “fjernsynet” – faktisk lave nogle programmer derfra. Jeg husker blandt andet, at The Hollies optrådte der. Africano var de unges sted – og i forældrenes bevidsthed et “syndens og lasternes sted”. Jeg kan huske, at nogle af mine forældres bekendte mente at vide, at nogle unge mennesker havde haft “siddende samleje” i lokaliteterne. Ærgerligt, at man ikke var gammel nok til at gå på Africano…