Den gamle, garvede venstrefløjspolitiker og kandestøber med mere Preben Wilhjelm havde i gårsdagens Politiken en tankevækkende kronik. Den satte ord på noget, jeg længde har tænkt eller halvtænkt uden at ville sætte ord på det, fordi tanken forekom mig nærliggende absurd. I den fortløbende saga om regeringen og oppositionens kamp op til det kommende valg, konkurrencen om vælgernes gunst mellem ‘blå stue’ og ‘rød stue’ (hvor kom egentlig denne børnehavemetafor fra?) med alle den indbyggede stridigheder overser bladnegerne og mediemedløberne fuldstændig, at der eksisterer en alternativ blok, der ved et valg kunne mønstre et endog meget komfortabelt flertal. Nemlig den mulige koalition mellem Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og – Dansk Folkeparti.

Indrømmet – og Wilhjelm indrømmer det – så virker forslaget ved første tanke stærkt provokerende eller som en meget dårlig vittighed. Men Wilhjelm har nogle gode pointer. For det første: Hvor stabil og handlekraftig vil en S-SF-regering, der skal støtte sig på de Radikale og/eller Enhedslisten være? Hånden på hjertet!? Alternativt vil vi få en borgerlig regering, der skal støtte sig på Labil Liberallende Alliance. Hvor stabilt og handlekraftig mon den regering vil blive?! For det tredje – og tungestvejende: Set i lyset af de sidste par års politiske udvikling, hvor S og SF er blevet forbrødret på en hidtil ukendt vis som kommende regeringspartnere, og hvor Villy Søvndahl har trukket folkepartiet i en stadig mere socialdemokratisk retning, ja, endda borgerlig retning, så er afstanden til Dansk Folkeparti de facto blevet mindre og mindre. Det blev understreget forleden, hvor DFs leder, Pia Kjærsgaard i en debat med liste As Helle Thorning Schmidt erklærede sig villig til at agere støtteparti for en ny regering under Helle Thorning. Man kan ikke fratage Kjærsgaard en udviklet politisk tæft. Ganske vist forsøgte Thorning Schmidt at forudse en situation, hvor DFs politiske indflydelse ville blive kastreret, men den parlamentariske nød kan lære en magtpolitisk nøgen kvinde at spinde ubehagelig kompromisser og sluge endog store behårede kameler.

Vi skal også huske på, at de tre partier har det tilfælles, at de – i deres stræben efter indflydelse, ja, magt – er klart opportunistiske og populistiske – og derfor åbne for pragmatiske kompromisser. Pia Kjærsgaard nye åbning mod S og SF er også udtryk for, at hun og ledelsen i DF nok har indset, at Løkke Rasmussens regering lever på lånt tid, og hvis DF skal bevare sin indflydelse og ikke mindst vælgertilslutning, så skal der sadles om i god tid før valget, så partiets vælgere kender konsekvensen af deres kryds.Og loyaliteten ovre for Løkke Rasmussen vejer ikke meget på den vægt, hvor den magtpolitiske indflydelse ligger i den anden vægtskål.

Man skal også huske på, at Dansk Folkepartis vælgere og medlemmer langt hen er blevet rekrutteret og fortsat vil blive rekrutteret fra Socialdemokratiets rækker, og at Dansk Folkeparti – hvis vi lige ser bort fra deres kontroversielle flygtninge- og indvandrerpolitik – har mange mærkesager, fx hensynet til de gamle, hospitalerne osv., som dybdest set også er mærkesager for de to gamle arbejderpartier.

En anden gevinst ved et samarbejde mellem de tre partier kunne være, at Dansk Folkepartis indflydelse måske ville blive knap så rabiat, som den er nu, hvor den nærmest dikterer den borgerlige regerings flygtninge- og indvandrerpolitik. Det kunne man i hvert fald håbe ville ske…

Om den sådan (mes)alliance så er ønskelig, er en helt anden ting. Som Wilhjelm vil jeg nok til enhver tid foretrække en labil S-SF-regering, der vil blive tvunget til at føre en pragmatiske kompromispolitik, hvor der hoppes fra den ene tue til den næste. Ud fra en forestilling om, at en skrøbelig venstrefløjsregering på politiske lerfødder kun kan udrette begrænset skade…