If the rain comes they run and hide their heads.
They might as well be dead.
If the rain comes, if the rain comes.
When the sun shines they slip into the shade
(When the sun shines down.)
And sip their lemonade.
(When the sun shines down.)
When the sun shines, when the sun shines.
Rain, I don’t mind.
Shine, the world looks fine.
I can show you that when it starts to rain,
(When the Rain comes down.)
Everything’s the same.
(When the Rain comes down.)
I can show you, I can show you.
Rain, I don’t mind.
Shine, the world looks fine.
Can you hear me, that when it rains and shines,
(When it Rains and shines.)
It’s just a state of mind?
(When it rains and shines.)
Can you hear me, can you hear me?
If the rain comes they run and hide their heads.
sdaeh rieht edih dna nur yeht semoc niar eht fI.
(Rain)
niaR.
(Rain)
enihsnuS.
Vender vi singlen om, finder vi sangen “Rain”. Kaldet Beatles’ fineste B-side nogensinde. Som “Paperback Writer” er der tale om en meget enkel popsang. Paperback Writer bruger to akkorder, Rain tre. Per Wium betegner – i sin lille bog “Beatles for alle” – de to sange som mindre poppede end de foregående singleudspil fra gruppen. Det er jeg ikke helt enig i. Vurderingen bygger på den kendsgerning, at indspilningen er mere avanceret end tidligere indspilninger. Beatles stod ved indgangen til deres anden periode, hvor koncerter var et overstået kapitel og al energien skulle lægges i sangskrivningen og – ikke mindst – studiearbejdet. På Paperback Writer og Rain eksperimenterer Beatles, George Martin og teknikerne for alvor med studiets muligheder for at skabe nye lyde og effekter. Men i bund og grund – og hørt på mere end fire årtiers afstand – så er de to sange klare popsange.
Teksten, som John Lennon vist fik inspirationen til, da gruppen indtog Australien i et kraftigt regnvejr, bliver i Ian McDonalds langhårede Kloge-åge-udlægning til en syresang. Den udtrykker ‘den vibrerende klarhed fra en godartet LSD-oplevelse’ noterer han og demonstrer derved, at han er et barn af periodens tidstypiske tendens til at trække enhver sangtekst ud på fortolkningens overdrev, fordi tekstforfatterne tog for sig af de forhåndenværende kemiske stimulanser. Selvfølgelig indtog de fire Beatler på dette og hint, men prøv engang at læse teksten. Teksten er lige som musikken uhyre enkel – også selv om de synger baglæns til sidst – og behøver ikke overfortolkningens byrde for at give god mening. Igen er det selvsagt musikkens avancerede arrangement og lydbillede, der forleder den gode McDonald til at skrive tidsånden ind i den lille sang.
Ser man bort fra tekniske detaljer – leg med båndhastighed, optagevolumen (ATOC, Automatic Transient Overload Control) osv. – så er det, der springer i ørerne Paul McCartneys impressive baspil, Ringo Starr fantastiske, spændstige, aggressive trommespil, en næsten Byrds ringlende leadguitar og så den flerstemmige sang, der sidder lige i skabet og må have givet Brian Wilson og co. noget at tygge på.
Det er sjovt at læse om gruppens eksperimenterlyst i denne fase, hvor der for alvor kommer gang i den musikalske og kreative innovation. Der er ikke altid enighed om, hvordan ideerne opstår. Om det er Lennon, McCartney, Martin eller en af teknikkerne, der får en ny idé. Men samlet set får man et billede af et kreativt miljø, hvor de fire Beatler efter nogle slidsomme år på verdens koncertscener slippes løs i den musikalske legetøjsbutik, som pladestudiet var ved at udvikle sig til – en udvikling, Beatles satte yderligere skub i gennem deres imponerende kreativitet…