Findes løgnen i den politiske diskurs? I hvert fald er det sjældent, politikere gribes i udtalelser, der indiskutabelt og dokumenterbart kan klassificeres som løgn. Og det hænger sammen med den politisk-ideologiske virkeligheds særlige “natur”.

Jeg kom til at tænke over dette problem, da jeg sent i går – som så ofte – lyttede til P1 Debat, hvor Christine Antorini (Socialdemokraterne) og Ulla Tørnæs (Venstre) skulle debattere “discountuddannelser”. Udgangspunktet var, at regeringen som bekendt ønsker “verdens bedste uddannelsessystem” (og det gør de andre partier i bund og grund også), men i forbindelse med finansloven har indført besparelser på de mellemlange videregående uddannelser (pædagog, lærere, jordmødre…), SU’en og erhvervsskolerne. Og hvordan får man så forestillingen om en satsning på viden og uddannelse til at harmonere med nedskæringsrealiteterne? Ulla Tørnæs’ “løsning” bestod i dels at snakke om noget andet (og gentage det – “jeg er bange for at jeg kommer til at gentage mig selv”, som hun sagde). Hvis emnet er æbler (besparelser), så snakker man bare om pærer (at uddannelsesinstitutionerne har fået flere elever og studerende og derfor tjener flere penge og…). For det andet – et gammelkendt og fortærsket politikertrick – at gøre angrebet til det bedste forsvar (igen, igen: socialdemokraterne vil bare hæve skatterne, de er økonomisk uansvarlige, fordi de vil bruge penge og i den dur).

Problemet med Tørnæs’ retorik er bare, at den ekstrapolitiske virkeligheds elendighed på uddannelsesområdet – som kom til udtryk gennem interviewglimt med uddannelsesledere og studerende – er så indlysende, at retorikken kom til at lyde som en tom tønde, der rullede buldrende ned ad krisekonjunkturens fald. De beskårne uddannelsesinstitutioner fyrer lærere for øjeblikket, på erhvervsskolerner er klassekvotienterne oppe på 38 osv. I den gråmelerede hverdag ville man sige, at Tørnæs er fuld af løgn, men vi befinder os, som sagt, i den politiske virkelighed, hvor løgnen sjældent findes, fordi dens modsætning – det sande, det rigtige, det faktuelle – også sjældent findes…