En af dagens nyheder fortæller, at regeringspartiet Venstre nu har åbnet døren til en genforhandling af økonomien om Danmarks Radio. Nyheden kommer efter, at DRs program Penge i går gennemgik sagen om de famøse nedskæringer. Programmet var bemærkelsesværdigt neddæmpet i betragtning af, at de involverede journalister og andre medarbejdere jo på den ene eller anden måde er ramt af besparelserne. Altså udtryk for journalistisk professionalisme.
Ikke desto mindre var det rystende dokumentation, der blev fremlagt. Fx det forhold, at DR-sagen er den eneste, hvor politikerne – og det vil primært sige Finans- og Kulturministerne – blankt har afvist at træde hjælpende til med yderligere midler. Alle de andre store byggeskandaler fra nyere tid – broerne, Metroen, Statens Museum for Kunst, Diamanten osv. – resulterede i massive budgetoverskridelser på op til 150%, der udløste flere penge fra Statskassen. Det enestående i denne sag blev skåret ud i pap af professor Bent Flyvbjerg fra ålborg Universitet, der netop er blevet doktor på en afhandling om – nyere tids offentlige bygge- og anlægsskandaler. Spørgsmålet, der runger i luften er: Hvorfor sker denne markante ændring af praksis netop i sagen om DR?
Selv om kulturminister Brian Mikkelsen forsøgte af forklare regeringens passivitet med henvisning til økonomiske formaliteter – dvs. at der skulle være vandtætte skodder mellem statskassen (kulturministeriets penge) på den ene side og den licensfinancierede offentlige institution DR med egen bestyrelse og ledelse på den anden side – så blev det klart i kraft af den historiske kontekst, der blev fremstillet i programmet, at denne argumentation kun var holdbar inden for en meget snæver formalistisk ramme. I et historisk-økonomisk-forvaltningsmæssigt perspektiv var den pludselige adfærdsændring uforståelig.
Sagt på en anden måde, så fik man den klare fornemmelse, at de reelle årsager til regeringens “handlingslammelse” i denne sag har, hvad man kunne kalde for kulturpolitiske rødder. Det er en kendt sag, at DR altid har været en torn i øjet på de borgerlige politikere; og nu var så chancen for at tilføje institutionen et lammende slag, samtidig med at man kunne vaske sine hænder. Men den går ikke. Politik handler jo netop ikke om formaliteter, men om holdninger og indflydelse. Hvis de borgerlige politikeren virkeligt ønskede at redde DR, så ville de ikke have holdt tilbage med skattemidlerne. Det viser de andre sager fra nyere tid. Noget andet er, at politikerne sammen med de skiftende ledelser i DR har det overordnede ansvar for byggeriets planlægning og gennemførelse. Et ansvar, de nu forsøger at løbe fra.