I går satte jeg The Beatles “1” på afspilleren. I ved den med “27 No. 1 singles on 1 CD”, som der står på den lille sorte, markskrigeriske mærkat på plastikæsken. Selv om den endnu ikke er kommet i en digital forbedret udgave (med det gør den, tro mig…), så er den et genhør værd, for det giver et særligt, lidt skævt fugleflugtsoverblik over den legendariske gruppes musikalske udvikling fra Love Me Do til The Long And Winding Road.
Og for mig, som voksede op med singleplade-og EP-Beatles, er det frydefuldt at løbe denne perlerække af sange igennem, fordi genhøret genoptrykker stemninger og situationer fra de første gange, musikken åbnede sig for en. Et eller andet sted inde i hjernens grå masse må disse tidlige musikoplevelser havde lejeret sig med forbindelser til kropslige og andre stemninger, følelser, lugte, redundante lyde, synsindtryk osv. Forbindelser, der reaktiveres ved genhøret. Hver gang.
Singlen “Paperback Writer/ Rain” måttt jeg sågar sætte på repeaten, fordi den sendte frydefuld kuldegysninger ned ad ryggen. Sådan som den gjorde dengang for mange, mange år siden ved den grønne rejsegrammofon og familiens store rørforstærkede radio.
“Paperback Writer” er også noget særligt. Alene det forhold, at sangen ikke handler om kærlighedens gerninger og genvordigheder, men om et ungt menneske, der vil være billigbogsforfatter, er usædvanligt. Den intellektuelle, socialt bevidste, skarpe analytiker Ian McDonald noterer i sin bog om ‘Revolutionen i hovedet’, at sangteksten vittigt afspejler “dens æra af klasseløs ambition: generationen af ‘unge meteorer’, der i midten af tresserne steg op fra provinsiel og proletarisk baggrund for at lade britisk mode, film og litteratur stråle”. I en note antyder McDonald måske også en anden, mere subjektiv baggrund for sangen. Paul McCartney skulle have fået ideen, da han hjalp en ven i dennes boghandel. Måske er sangen også Paul McCartneys dagdrøm: Hvad kunne det være blevet til, hvis ikke musikken havde taget over? For godt nok var det Lennon, der fik image som den semi-intellektuelle Beatle, men det var i allerhøjeste grad McCartney, der gik på kunstudstillinger, læste kloge bøger osv.
I følge Beatles-litteraturen var Paperback Writer i høj grad Paul McCartneys sang. Faktisk var den næsten fiks og færdig, da han kom i studiet med den. Men det betyder ikke, at de andre ikke havde indflydelse. Således fortæller Mark Lewison i sin bog om Beatles optagelser, at det var John Lennons idé at gøre bassen til et markant instrument. John havde hørt et nummer med soulsangeren Wilson Pickett, hvor baspillet havde en mere fremtrædende plads end på nogen Beatlessang. Og meget typisk for gruppen, så tog de inspirationen til sig ud fra devisen: Det kan vi også – og bedre. McCartney skiftede Höfnerbassen ud med en Rickenbackerbas, og ved at bruge en bashøjtaler som mikrofon (og nogle andre tekniske fiduser) lykkedes det at få den distinkte, “tykke” baslyd frem, der som en bølge bærer denne pragtfulde sang frem – og som understreger med en tyk sort streg, at McCartney er en fremragende bassist, hvis man skulle have overhørt det tidligere.
Ian McDonald peger også på et andet interessant forhold. Selv om han har et skarpt blik for det sociale i Beatles’ musik, så fremhæver han, at Paperback Writer (og singlen i det hele taget) ikke først og fremmest handler om tiden og tidsånden generelt, men om popmusikken på det tidspunkt. Beatles havde antennerne ude og registrerede med næsten seismisk finesse, hvad der skete på popmusikkens overdrev – for at lade sig inspirere og drive gruppens egen musikalske udvikling videre mod hidtil ukendte horisonter. Således antager Beatlelogerne, at gruppen må have lagt øre til Beach Boys’ og deres flerstemmige vokalarbejde på “Sloop John B”, som netop var kravlet op på hitlisterne på tidspunktet for indspilningen. Og Beatles tangerer, ja overgår, Beach Boys’ flerstemmige sang – og tilføjer oven i købet en dimension af humor. Prøv at nærlytte beatlernes falsetsang. De synger med tungen kinden, hvis man ellers kan udtrykke det sådan i denne sammenhæng. Diverse outtakes fra indspilningen understreger kun, at de har moret sig kosteligt i de 11 timer, der tog at indspille sangen.
Paperback Writer spiller lige nu på repeaten igen. Den er ikke til at blive træt af. Og der er hele tiden detaljer, der træder frem. Er det mon McCartney, der (også) spiller guitarriffet, sådan som Lennon har antydet? Macca var perfektionist og vist ikke så lidt pedantisk i studiet, når det kom til realiseringen af sine ideer. Sikket en pain in the Ass for de andre, men også en dedikeret kunstner. Never mind. Det er en uopslidelig Beatlessang.