Nej. I hvert fald ikke i følge den gamle forsanger for The Who, Roger Daltrey. Beatles, Who, Rolling Stones osv. ville ikke engang have klaret optagelsesprøven. Og da slet ikke være kommet på tv. Udtalelsen kom på Brighton’s Institute Of Modern Music, hvor Daltry talte i onsdags. Til de unge tilhørere sagde han også, at det var nødvendigt at bryde med programmer som X-Factor og American Idol. Og han satte sin lid til, at det ville ske. Jeg er ikke så sikker. Den kommercielle udnyttelse af musikken er lige så gammel som musikken selv. Og den slags tv-iscenesættelser har vi kunnet følge i hvert fald siden tresserne. Men det er ikke disse programmer, der vil “redde” musikken (hvis den da overhovedet har behov for at blive reddet…). Hvem husker fx EyeQ? Eller hvem kan nævne de seneste vindere i disse programmer? Og hvor mange gør sig endnu som pladekunstnere?
Problemet med de nævnte programmer (som jeg – i ærlighedens tjeneste – kun har set i korte uddrag) er, at de postulerer, at en smule talent kombineret med nogle minutters eksponering i den bedste sendetid er nok til at skabe en stjerne. Men sådan er det ikke. The Who ved. Beatles vidste det. Og Stones også. Da de brød igennem omsider, havde de været undervejs i årevis og havde finpudset talentet og den håndværksmæssige kunnen på små ydmyge koncertsteder til en ofte ussel betaling. Steder, hvor tv aldrig kom. Det er en gammel sandhed. Uden hårdt arbejde, tro på sagen og en portion talent kommer du ingen vegne i musikken. Og selv da, er det ikke sikkert…
@Aage & Thomas: Som Ray Davies engang sang ‘Everybody’s in Showbizz, Everybody’s a Star’. Tidens trend er, at enhver i princippet kan fÃ¥ de berømte femten minutters berømmelse. Med sÃ¥kaldte reality shows og talentkonkurrencer forsøger tv-mediet at foregøgle os, at ‘almindelige mennesker’ kan blive noget ved musikken eller i det mindste i underholdningsindustrien. De fleste bliver tabere i det spil. De eneste, der tjener pÃ¥ det, er tv-stationerne, reklameindustrien, pladebranchen osv. Og tv-seerne lader sig underholde af de ferme iscenesættelser akkurat som de romerske borgere i arenaerne. Pane et circem (“brød og circus”).
Aage
Jeg har nu langtfra ondt af dem der bruges og bruger de forskellige talentshows.
Jeg tror de har en strålende oplevelse og hvis det viser sig at der ikke er basis for en karriere så tror jeg også at de får indsigt i hvorfor og skal ikke sidde resten af livet og ærgre sig over at de aldrig fik chancen.
Det sjove for mig ved at følge nogle af disse udsendelser er at jeg har fået meget større respekt for dem der har skabt sig en karriere med et minimum af talent men med massere af hårdt arbejde en forståelse for at det er ikke talentet i sig selv der bærer ret langt.
Det er jo lige dét, Thomas: det kræver at holde sig pÃ¥ toppen, end bare “lige” at slÃ¥ igennem; og læg vel mærke til citations-tegnende, let er det sidste jo ikke.
Men problemet, set fra min stol foran fjerneren er, at Idol og X-factor ikke leverer holdbare stjerner normalt, og at det heller ikke er meningen: de lver for deres egen skyld, de hyper sig selv op, indfanger et par sjæle, sluger dem, gennemtygger dem, suger dem for de lette kalorier og spytter dem ud. Og går videre til den næste, sæson efter sæson. Hvad de efterlader, rager dem ikke, medmindre de senere viser sig at kaste noget af sig: så har de eneret ifølge klausulerne på bagsiden af kontrakten.
Man kan så mene, at det véd man da, når man går til auditioning. Men hvem husker, hvad ÅOP nu lige står for i lånekontrakten? Nej, vel? Det er det samme her.
Synes det er en noget fortænkt sammenligning. Herhjemme har vi jo mange der er slået igennem uden at have været igennem talent udsendelserne.
Talentudsendelserne viser vel bare at at det ikke er nok at have talent, det kræver også hårdt arbejde måske mere end det kræver talent og stemme pragt.
Rigtigt nok ville en Susan Boyle nok ikke have haft en chance uden Idol men hvem er det lige hun har fortrængt ?
@AagePK: Ja, vi husker dem, der var noget før – og efter…
Man behøver jo bare at se pÃ¥ Melodi-Grand-Prix: hvilke navne husker mand? De til lejligheden castede fra de tyske schlagerfabrikker, eller dem, der kunne deres hÃ¥ndværk og lidt til? Vor egen Gitte, Sandie Shaw, Cliff Richard, eller-hvad-hed-de-nu-der-sang”Dingedong” og “Djingis Khan”?
@Nanne: For slet ikke at tale om Elvis. Det ville slet ikke gå.
Jeg har tit leget med den der tanke om de store stjerner og ikoners hypotetiske skæbne i X-Faktor. Ville Bob Dylan ikke blive hånet og grinet ud af dommerne? Ville Elvis Costello ikke få at vide, at han havde potentiale, men at han som minimum skulle få sig et par kontaktlinser og lade være med at mumle sådan, hvis han skulle gøre sig forhåbning om at få prædikatet x-faktor klistret på sig? Og Roy Orbison, han ville få ros for sin stemme, men ville sikkert blive stemt hjem af seerne, fordi sådan en halvblind albinotype med farvet hår bare er FOR mærkelig til smagen på børneværelserne (hvor stemmerne virkelig hentes).
@Torben: Ha, ja og det er nok ikke engang løgn.
@capac: Det minder mig om engang i 80’erne, hvor strømliningen af popmusikken for alvor tog fart. Da sagde anmelderen Dave Marsh, at Bob Dylan, hvis han var debuteret nu (altsÃ¥ i 80’erne), ville være blevet bedt om at komme tilbage, nÃ¥r han fÃ¥et foretaget en kønsskifteoperation (helst til mulat med c-skÃ¥l), udskiftet sin guitar med et el-piano og skaffet sig en vocoder (datidens autotune).