Four Tops – I’m a believer

Author:

Som nævnt nedenfor skrev Neil Diamond i sine unge dage “I’m a believer” til The Monkees. Sangen var – lige som “Look Out” – med på gruppens toer More of the Monkees og blev gruppens andet store tophit i efteråret 1966, hvor det indtog førstepladserne i USA, England og andre steder. Bl.a. herhjemme, hvor sangen lå nr. 1 i fire uger i 1967 og var med på top 20 i sammenlagt 13 uger. De nærmeste konkurrenter var Red Squares med “People Get Ready”, The Defenders med “Jeg har aldrig fået noget”, Rocking Ghosts med “Oh, Oh, What a Kiss” og så Rolling Stones med “Let’s Spend The Night Together/ Ruby Tuesday”. Og det var Beatles, der vippede Monkees af pinden med “Penny Lane/Strawberry Fields Forever” i uge 9 1967. Men selv Beatles måtte tage tilløb med en debuterende femteplads ugen før.

Monkees havde da også en heldig hånd med denne Neil Diamond-sang. Det kan måske illustreres ved at sætte den op mod en anden version, som Four Tops lavede på deres album “Reach Out” (1967). På den plade fortolkede de i øvrigt også Monkees første singlehit “Last Train To Clarksville”. Men albummet vil især blive husket for store Four Tops-sange som “Reach out I’ll be there”, “Bernadette” og “Standing in the Shadow of Love” – alle skrevet af Holland-Dozier-Holland.

Four Tops udgave af “I’m a believer” forekommer mig at være en ret loyal, men også uinspireret version, der savner Monkees’ charmerende popenergi, men også Four Tops eget kendetegn, det energiske, svingende vokalarbejde, som her er en bleg skygge af sig selv. Man kunne godt mistænke gruppen for at have lavet et stykke venstrehåndsarbejde, måske af hensyn til pladeselskabet…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *