I sin lille bog 31 Songs om elskede sange – sange, han elskede engang, og sange, han ikke kan holde op med at elske – omtaler den engelske forfatter Nick Hornby hele to sange af det skotske band Teenage Fanclub. “Your Love Is The Place Where I Come From” og “Ain’t That Enough” (begge fra albummet Songs from Northern Britain, 1997).

Den første forbinder Hornby med et musikalsk og litterært arrangement, som skulle samle penge ind til sønnens skole. Og de to – arrangement og sang – vil for altid være forbundet. Den anden sang modstiller han Suicides forfærdelige og forfærdende “Frankie Teardrop” og konstaterer tørt: Jeg kan bedre lide Teenage Fanclubs sang. “Det er et tre minutters udbrud af Byrdsk pop, pakket med solskin, hooks og god vilje…den er mere elskelig. Den har en melodi og det hele, og i det hele taget foretrækker jeg sange med en melodi”. Sådan.

Nick Hornby dukkede op i mit hoved, da jeg i går overværede Teenage Fanclubs tætte 80 minutter lange koncert på Voxhall foran et lille, men tydeligvis veloplagt publikum, der både var ungt og gråt i toppen.

Bandet blev dannet i 1989 og har ti album – plus det løse – bag sig. Og så består gruppen af ikke mindre end tre sangskrivende forgrundsfigurer – Norman Blake (sang, guitar), Raymond McGinley (sang, guitar) og Gerard Love (sang, bas). Også på den led kan Teenage Fanclub lede tankerne hen på Beatles og Byrds. Byrds er en tilbagevendende reference i litteraturen om Teenage Fanclub. Og det skyldes kombinationen af ringlende guitarer og harmoniske vokaler. Men skal man absolut pege på inspirationspunkter, så er det ikke kun det tre store B’er – Beatles, Byrds og Beach Boys – der kommer på tale, men i det hele taget tressernes og halvfjerdsernes vokal- og guitarprægede poprock.

Men også de andre moderne forvaltere af de to mytologiske årtiers rock sætter spor. Big Star for at nævne et fjerde B. Men Teenage Fanclub er også helt sig selv. Inspirationen fortættes i de tre sangskriveres egentlig meget ensartede, melodiske sange til det man kalder stil. Teenage Fanclub har sin egen stil, der er med årene er blevet ganske distinkt.Det understregede koncerten i går aftes, hvor gruppen spillede et par sange fra deres seneste, fine udgivelse, albummet “Shadows” (2010) og et udvalg af de bedste sange fra bagkataloget, sluttende med deres første single.

Teenage Fanclub lignede en flok grånende familiefædre, der havde fået bevilliget en boys night out. Og sådan lød det også. De spillede deres fængende, melodiske sange med en tæft og indlevelse, der let kunne forveksles med professionalisme. Sange, der nok har rod i rockens gyldne årtier og i grungen og punkens oprørske råhed, men som alligevel besidder sen særlig tidløshed, som gode sange med melodi altid har været udmærket med. Teenage Fanclub må gerne komme igen for min skyld. Og tak til Voxhall for endnu engang at have hentet et godt navn til byen.