Som skrevet er jeg i denne weekend nedsunken i Beatles’ første tid, første halvdel af tresserne. Og en af de ting, der har imponeret mig, måske mere end nogensinde før, er John Lennons mundharmonikaspil på de tidlige sange.
Som Torben kan fortælle, var det af bluesmanden Delbert McClinton , Lennon tog ved lære på det lille mundorgel. Og nærlytter man til fx Love Me Do, må man sige, at Lennon har været en mere end lærenem elev. (I dette interview kan man høre, McClinton fortælle, at Lennon ikke lærte noget af ham, men lod sig inspirere, medens Lennon anerkender sin påvirkning). Lennons mundharmonikaspil har den samme frenetiske energi, som kendetegner gruppens musikalske udfoldelse i det hele taget i disse år. Lennon gør McClintons bluesharmonika til beatharmonika. Og det er et element, der virkelig giver et ekstra drive til de tidlige sange, instrumentet bruges i.
Så vidt jeg kan læse mig frem til, så begyndte Lennon allerede at spille mundharmonika som 8-9-årig (i en alder, hvor han stadigvæk gik i korte bukser, som han fortæller i et interview). På en tur til Edinburgh med sin tante Mimi spiller John hele vejen og gør så stort et indtryk på buschaufføren, at han næste dag forærer ham en anden og bedre mundharmonika. Det fortælles også (i Philip Normans “Shout!”), at Lennon stjal en mundharmonika i en forretning i Arnhem, Holland, da gruppen var på vej til deres engagement i Hamborg.
I hvert fald var det i forbindelse med Delbert McClintons og Bruce Channels turné i England i 1962, John aflurede Delberts cross harp stil. Lennons markante harmonika høre på “I Remember You” (Star-Club-optagelse), “Love Me Do”, “Please Please Me”, “There’s A Place”, “Chains”, “From Me To You”, “Thank You Girl”, “I’ll Get You”, “Little Child”. “I Should Have Known Better” og “I’m A Looser”. Sange fra årene frem til og med 1964.
Derefter forstummer Lennons markante, rock’n roll-mundharmonika. Mundharpen forsvandt ikke helt ud af det musikalske billede, fx kan man høre den på “Rocky Racoon” (Det Hvide Album), All Together Now, Being for the Benefit of Mr Kite, Fool On the Hill og i Lennons solokarriere: Oh Yoko. Men det er ikke den samme markante brug. Spørgsmålet er så hvorfor?
Lennon citeres flere steder for at sige “it got to be a gimmick so we dropped it”. Og peger dermed på den ændring af Beatles musik, som netop skete i året 1965. Beatles var stort set færdig som koncertband på det tidspunkt, og musikken bevægede sig i en mere eksperimenterende og kompleks retning. I 1965 kom “Rubber Soul” og året efter “Revolver”.