Zola Taylor, 69 – Hvil i fred

Author:

På billedet ovenfor ses en ung, storsmilende Zola Taylor. Hun var det kvindelige islæt i vokalgruppen The Platters, og hendes indflydelse på gruppens sangstil kom til at danne skole således, at andre mandlige vokalgrupper tilføjede en eller flere kvindelige stemmer.
The Platters er, uden tvivl, en af de store sorte vokalgrupper fra 1950’erne. Deres debutsingle Only You er en klassiker, som findes på de fleste opsamlingsplader fra perioden. Den er uopslidelig. Zola kom med i gruppen umiddelbart efter, at Only You var blevet et hit; og hun var med til at skabe den næste, udødelige klassiker fra gruppen: The Great Pretender, der blev nummer et både på R&B-hitlisten og den generelle liste i USA.
Efter at successen med The Platters dalede i 1959 (på grund af noget ballade med stofmisbrug og prostituerede på hotelværelserne..) forsvandt Zola ud af rampelyset, men dukkede op igen i 1968, hvor hun var involveret i en skandale omkring den afdøde flødebollepopstjerne Frankie Lymon (Why Do Fools Fall In Love?). Zola – og to andre kvinder – gjorde krav på at være den rigtige Fru Lymon (- og på hans royalties…). Lymon døde af en overdosis, da han var 25. Lymons korte liv har i øvrigt været genstand for en biograffilm – “Why do Fools fall in Love?” – med den små Halle Berry i rollen som netop Zola Taylor.
Zolas musikalske karriere stoppede omkring 1966. Indtil da var hun med i en række ukendte vokalgrupper. Derefter blev hun gift og trak sig helt ud af rampelyset – indtil omtalte skandalesag dukkede op. Nu er hun ikke mere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *