Jeg fik lokket fruen med i Grand Teateret i Københavnstrup. Eller lokket er så meget sagt, for efter timer på benene i dronningens hjemby, kunne vi to godt trænge til at læne os tilbage i et par biografsæder og lade hjernerne do the walking. Tilfældet ville, at det blev Anton Corbijns “The American” med George Clooney i hovedrollen (det faktum kan jo overtale en del fruentimmere… men også mig, sagde hunden).

Jeg havde ikke rigtig hørt noget om filmen på forhånd og lod det markskrigeriske stjerneantal på den store plakat glide relativt hurtigt forbi min shitdetector. Men jeg forbandt instruktøren med en lang række musikfilm, bl.a. den fine “Control” (2007) om Joy Divisions frontfigur Ian Curtis. Men også om U2, Metallica og mange flere. I det hele taget er det i den genre, han har slået sine fleste folder.

“The American” er – så vidt jeg har kunnet læse mig til – Corbijns debut som spillefilminstruktør. Og en ganske interessant sådan. Historien er bestemt ikke ny. Clooney spiller en aldrende hitman m.m., “Jack”, der efter en mislykket aktion i svenske Dalarne, påtager sig en sidste opgave for at trække sig tilbage og få et normalt liv med en smuk italiensk luder. Temaet er næsten en kliché. Hvor ofte har man ikke en professionel dræber i konflikten mellem pligt og tilbøjelighed? Men måden, hvorpå historien fortælles gør en forskel.

Fortælletempoet i filmen er næsten anakronistisk. Når man er vænnet til Bourne- og Bond-opskruede sekundhurtige klip, så føles det nærmest som at blive beemet tilbage til halvtredsernes og tressernes spion- og agentfilm at se Corbijns film. Men det er også en påmindelse om, at spænding ikke altid hænger på ydre dynamik og action. I “The American” ligger den i skuespillernes langsomme fremstilling af personerne og – ikke mindst – i den hele tiden foruroligende præmis: At en hitman aldrig kan stole på nogen, hverken sin overordnede, pigen han går i seng med eller – strengt taget – sig selv…

Er der ikke noget dogme over den film, sagde Fruen med vanlig skarpsindighed. Og jo, det er der. I den forstand, at Corbijn fravælger genrens state of the art-æstetik med frenetisk opskruet fortælletempo, overforbrug af high tech-isenkram, omkostningstunge actionsscener og utallige on location-optagelser i den globale landsby. Corbijns vælger at satse på skildringen af den ensomme dræber og hans historie.

Som sædvanlig skal jeg nok nære mig for at fortælle, hvordan filmen ender. Selv om slutningen ikke ligefrem kan kaldes overraskende. Men det er som antydet vejen derhen, der er interessant. Skitseringen af især Clooneys hovedperson, men også de mange fine biroller, og så de moralske, religiøse, psykologiske og emotionelle dilemmaer, der udgør filmens egentlige motor. Ud over at være eye candy for de kvindelige biografgængere, er George Clooney en fin filmskuespiller, der vokser stødt i kvalitet fra film til film. På mange måder er han en parallel til Clint Eastwood, der også har bevæget sig fra at være en mere eller mindre ubehjælpelig B-film-skuespiller til at være en af de meste markante mandlige aktører i amerikanske film – og en fremragende filminstruktør oven i købet. I denne film fremstår Clooney ganske uglamourøs, lidt slidt, ældet, lidende og meget menneskelig i sin skildring af den dræbende anti-helt, der godt ved, at han har sin professions fremtid bag sig og må foretage et eksistentielt valg. Men jeg er ret sikker på, at han ikke fået færre kvindelige fans efter denne præstation…

The American er en af den slags film, der fortjener at blive set i biografen, men også at få en plads på videoreolen, fordi den med sin særegne tristesse-stemning fortjener mere end et gensyn.

Hermed anbefalet til en kold dag i København eller et andet sted i den globale landsby…