Som han står der på coveret ligner han mest af alt Johnny Madsens ukendte lillebroder eller denne bloggerkugle i hans øgledage. Men musikalsk betragtet så bedrager skinnet.

Elliott Smith, der døde alt for tidligt i en alder af 34 år – vist nok for egen hånd og kniv (efterladende sig en afsked på en Post-it-seddel: “I’m so sorry—love, Elliott. God forgive me.”) – var en af de mange talentfulde, unge kunstnere, der har taget arven fra The Beatles og den melodiske tresserpop op og forvaltet den med både personlighed og tæft.

Selv om han nåede ud til det helt store publikum med sit bidrag til Oscarvinderen “Good Will Hunting” og den medfølgende Oscarnominering for sangen “Miss Misery”, så er der ingen tvivl om, at han på enhver måde befandt sig bedst uden for det skarpe projektørlys og den snagende medieopmærksomhed med sin basale skyhed og melankoli. Smiths tekstunivers er – generelt set – et studie i enhver øgles kiksede ungdomsdage, hvor tøjet og håret sidder  helt forkert, og de åh så tiltrækkende piger er nærmest uopnåelige og i hvert fald ubegribelige væsner. Jeg tror de fleste unge mænd vil kunne identificere sig med den unge Elliott uden at anstrenge sig for meget. Men tekstuniverset modsiges på forunderlig og paradoksal vis af musikkens popmelodiske skønhed og vellyd, der så at sige ophæver den fundamentale spleen til en sørgmunter hverdagstristesse.

Elliott Smith var muligvis ved at glide ud i glemslen halvmørke, men nogen har fået den udmærkede idé at udsende en ny introduktion til mandens musik. På denne side kan man for tiden lytte til albummet An Introduction to…, der gennem fjorten numre åbner døren til hans univers. Det kan anbefales at gå ind ad den. Hans originale album fås i øvrigt endnu.