Ikke alle genudgivelser er opdateringer med obligatorisk fyldstof. I tilfældet med Bruce Springsteens The Promise – The Lost Sessions: Darkness on the Edge of Town er der nærmest tale om udgivelse af et “tabt” eller “glemt” album. Sangene på pladen blev til på et tidspunkt, hvor Bruce Springsteen befandt sig i et ufrivilligt hiatus som pladekunstner. Han var braget gennem berømmelsens mur med albummet Born To Run, som sendte ham helt op på stjernefirmamentet, men også efterlod ham i en juridisk suppedas, der holdt ham ude af pladestudierne i henved to år.

Kreativiteten fejlede derimod ikke noget. Springsteen turnerede og skrev sange i en lang strøm. The Promise kunne være blevet det album, der fulgte i hælene på Darkness on the Edge of Town. Der er ikke tale om fravalgte sange eller sekundavarer, men om 21 sange, der viser Springsteen fra hans bedste side. Som man kan høre her – Springsteen som nytraditionalisten, der kan sin Dylan, sin Elvis, sin Guthrie og i det hele taget har sine musikalske rødder dybt ned i den amerikanske sangskrivermuld.

Bruce fortæller om den nye, gamle plade