Omslaget på Torben Billes nye bog “Yeah Yeah Yeah. En krønike om The Beatles” prydes af et sort-hvidt foto, taget af Erik Petersen i 1964. Fotografiet viser et udsnit af publikum ved The Beatles’ legendariske koncerter i København samme år. Taget fra scenekanten. Man kunne godt forestille sig, at det så nogenlunde sådan ud deroppefra, hvor John, Paul, George og Jimmy Nicol var placeret. Hvis de da overhovedet kunne se noget… For høre noget kunne de vist ikke.

Begejstringen lyser ud af de unge mennesker, men der er ikke meget Beatlemania over det. En ung fyr i nappajakke og stribet T-shirt har friseret håret ned i øjnene, og en anden har en kraveløs, grå Beatlesjakke (el. måske hjemmesyet kopi) på. Men ellers er det slående – som Torben selv er inde på – at fotografiet viser ungdommen anno 1964. En ungdom, der mere ligner deres forældre end noget som helst andet. En ungdom, der iklædte sig voksenverdenen ved konfirmationen.

Vi befinder os midt i tresserne, på kanten til “ungdomsoprøret” osv., men er endnu “langt” fra det tidspunkt, hvor ungdommen for alvor begynder at træde i karakter som en særlig afgrænset gruppe af forbrugere med en egen identitet. Ungdommen som et særligt fænomen er forpuppet i dette foto, selv om der er sprækker. Der er langt til 1966-67-68…

Men fotografiet viser også noget andet. Det viser en diskret hovedperson i Torbens bog. For ganske vist er The Beatles selvfølgelig hovedpersonerne i bogen – lige som Torben selv i øvrigt – men også fansene, The Beatles’ entusiastiske publikum spiller en diskret, men central hovedrolle. For, hvor banalt og indlysende det end må lyde, så ville Beatlemania aldrig være blevet noget uden den specifikke klangbund, som den unge Beatlesfans leverede i tresserne. Det skal jeg vende tilbage til.

Torben kalder sin bog en krønike. Og ifølge min gamle fremmedordbog kendetegner det krøniken, at den ikke alene er en kronologisk fremstilling, ‘en historisk fremstilling efter tidsfølgen’, men også har karakter af digt eller ‘skrøne’. Jeg vil hellere formulere det på den måde, at som enhver gedigen historisk fremstilling har krøniken om The Beatles karakter af fortolkning. Nødvendigvis, for der findes ikke slet og ret en historisk sandhed – heller ikke om The Beatles – eller hvis den findes, så skinner den kun igennem i fortolkningen. Og tager Torben fortolkerrollen på sig. Det er befordrende for bogen.

Men “Yeah Yeah Yeah” er mere end en krønike. Krøniken er hovedstykket i bogen og fylder ca. 275 sider. Dertil skal lægges et supplement, der dels består af fire små portrætter af John, Paul, George og Ringo, hvor Torben så at sige sammenfatter og uddyber det billede af gruppens medlemmer, som læseren har fået i løbet af krøniken. Miniportrætter af ti siders længde, hvor de mytologiske billeder af de fire måske ikke ligefrem afmytologiseres, men i hvert fald nuanceres, så personerne fremstår som mere sammensatte og dermed mere levende størrelser, end den mest firkantede mytologi har villet det.

Portrætterne følges om af en fyrre sider lang ‘genanmeldelse’ af Beatles’ album, hvor Torben – igangsat af den nye boksudgave – forsøger det umulige: At vende tilbage og lytte til pladerne, som om det var første gang. Som al nostalgi er det selvfølgelig illusorisk. Og dog. For det er netop karakteristisk ved The Beatles musik, når den er bedst (og det er den for det meste), at den paradoksalt nok lyder, som var det første gang, man lagde øre til den. Og denne “friskhed” er jo netop en af hemmelighederne i fænomenet The Beatles.

Endelig bruger Torben en god snes sider på at følge inspirationens spor efter Beatles. Et emne, der sagtens kunne give anledning til et eller flere større værker, men her begrænser sig til album, teaterstykker m.v., som direkte knytter an til gruppens værk.

Men tilbage til hovedstykket, bogens centrale afsnit, krøniken. The Beatles’ historie er fortalt mange gange, ikke mindst på engelsk, og Torbens bog bygger og trækker selvfølgelig også på de bedste af slagsen, fx Hunter Davies’ uomgængelig monografi, Bob Spitz’ på enhver måde voluminøse og stofmættede fortælling og Ian McDonalds banebrydende, intellektuelle “Revolutionen i hovedet”. Og det sikrer, at fremstillingen bliver informationsmættet, stofrig, fuld af nyttige detaljer og oplysninger, men også med underholdende historier og anekdoter om gruppen og dens medlemmer. Som sådan kunne fortællingen være blevet endnu en i rækken af historiske fremstillinger, men det forhindrer Torbens særlige fortællergreb.

Krøniken begynder med Torbens besøg i Liverpool, hvor han bogstaveligt talt vender tilbage til den kontekst, hvor det hele begyndte. Til de arbejderbydele og huse, hvor hovedpersonerne voksede op. Fidusen ved dette fortællergreb er ikke kun, at vi får en iscenesat, nostalgisk tilbagevenden til oprindelsen med lokalkolorit og aktuel historisk autenticitet, men også, at Torben med et snuptag får skrevet sig selv ind som figur i krøniken. Torben er ikke kun fortælleren, men også en del af det fortalte. Og det gør, for mig at se, en væsentlig forskel for læseren. For det betyder, som indledningsvist antydet, at krøniken ikke kun kommer til at handle om fire musikeres vej til berømmelsens tinder og hinsides det, men også bliver en fortælling om Torben og – i en vis forstand – alle andre “indviede”, dvs. alle “os” andre, der var med dengang, The Beatles og Beatlemania ramte Kulturen og forandrede den for stedse.

Og jeg tror, det er væsentligt, fordi det slet ikke er muligt at forstå eller forklare fænomenet The Beatles uden at få den side med. Men også, fordi det giver krøniken et selvbiografisk tilsnit, der – som selvbiografisk forankrede fiktioner – lader læseren og sine indviede samtidige træde ind i i fortællingen. Og det sker også helt bogstaveligt i løbet af beretningen om de fire. Samtidig med, at vi følger de fire Liverpools vej fra hjembyen via Hamborg og lige lukt ind i Beatlemania, så får vi, omend i fragmenter, historien om Torben fra Sydhavnen og hans forhold til fænomenet. Men vi får også et sideblik til Torbens samtidige. Fx træder vennen og musikeren Billy Cross lyslevende ind i fortællingen for at fortælle sin historie om The Beatles’ betydning. Eller “Benedikte”, som var med ved The Beatles’ optræden i København, og som Torben opsøger og giver en personlig stemme i bogen.

Torbens krønike er – det er umuligt andet – endnu et bidrag til forståelsen af fænomenet. Og det siger måske noget om styrken i Torbens fortælling, at man sidder tilbage med en bestyrket opfattelse af, at fænomenet The Beatles ikke bare var et fænomen blandt andre – sådan som de efterhånden mange og obligatoriske sammenligninger kunne lade en tro – men at der var tale om et unikt, et i ordets egentlige forstand enestående, fænomen. Noget, der kun kunne ske denne ene gang. Og hverken før eller siden.

Til forklaringen hører mange elementer. Mange determinatorer. Og Torbens krønike kommer rundt om mange af dem. Vi kender også de fleste. Talentmassen i gruppen med sangskriverbroderskabet, der i løbet af ganske få år når højder, som få – om nogen – har nået eller overgået siden hen. Konstellationen af fire personligheder, der næppe kunne være mere forskellige, men også – når musikken spillede – kunne falde i hak, indgå i et symbiotisk forhold, som er sjælden. Men især to forhold eller forklaringspunkter har læsningen af Torbens bog skærpet min bevidsthed om.

For det første betydningen af læretiden i Hamborg og tiden lige efter. Firkantet sat op, så var The Beatles røv og nøgler, før de som helt unge mænd drog til den store tyske havnebys forlystelses- og luderkvarterer for at stå i lære som musikere og som gruppe. Som Torben er inde på i sin bog, så spillede Beatles mere i de formative år end noget andet band når at spille i hele dets karriere… Det var på de skrå brædder i Hamborg, gennem et dagligt hårdt program, holdt oppe på bl.a. “ferietabletter”, The Beatles fik sat deres professionalisme på plads, fik samspillet til at falde helt naturligt og fik skabt den ideelle grobund for de efterfølgende års talentudvikling.

For det andet så efterlader Torbens fremstilling af Beatles’ gennembrud i hjemlandet, i USA og i Danmark en med det indtryk, at Beatlemania aldrig ville være blevet til noget, hvis ikke det var for ungdommen i disse vestlige lande. Stod det alene til pladeselskaberne, pressen, radio- og tv-stationerne, journalisterne, koncertarrangørerne osv., så ville The Beatles aldrig være blevet til et fænomen. Men den udbredte modstand, de etablerede repræsenterede, blev ophævet af den begejstring, Beatles musik vakte hos de unge. Torbens beskrivelse lader en ane, at ganske vist kom Beatles med fornyelse af populærmusikken, et overstrømmende talent, en uhørt energi, et til stadighed overraskende nærvær osv., men alle disse kvaliteter modsvaredes også af et ungt publikum, der var klar til at sætte sig selv fri, slippe tøjlerne, slippe energien løs. Jeg tror, og Torbens krønike bekræfter det, at The Beatles’ held var, at gruppen med sit ubestridelige kreative potentiale skrev sig ind i en unik, historisk situation, som vi endnu ikke helt har forstået. Vi, de “indviede”, der var med dengang, forstod det ikke dengang, men oplevede det “bare”. Og dette billede gentager sig i bogens små personlige beretninger om det første møde med gruppens musik. Torbens eget og de andre medvirkendes. Og de små anekdoter bekræfter på mikroplan, hvad der skete på Beatlemanias makroplan. Til billedet hører også, at den ungdommelige energi rev de ældre generationer med sig. Mangen et oprindeligt forbehold smuldrede eller blev fejet bort i glemslens mørke.
Et andet tankevækkende forhold, som Torben også får skærpet ens bevidsthed om i krøniken om The Beatles’ storhed og ophør (ikke fald), er tidsfaktoren. Som bekendt er vi i 50-året for gruppens allertidligste start, og det vil sige, at gruppen med god vilje havde en karriere på 10 år. Det er slet og ret imponerende, hvad gruppen nåede på det tiår med hensyn til koncertaktivitet, sangskrivning osv.
Jeg vil ikke følge Torben helt til dørs. Men han følger gruppen helt til dørs. Gennem den første fase, hvor de arbejder around the clock med hektisk koncertaktivitet og pladeindspilninger i “pauserne”, til den anden fase, hvor Beatlemania og stadig mere avanceret pladeproduktion gør det umuligt at gøre det, de måske var bedst til, når regnskabet skal gøre op: optræde for et publikum. Og frem til den uomgængelige opløsning af gruppen på et tidspunkt, hvor kreativiteten langt fra var udslukt, men hvor de fire individer var vokset fra hinanden.

Torben fortæller krøniken med et skarpt, kritisk, men også muntert, blik for udviklingens alt andet end éntydige forløb, personligt konfliktstof, mytologiske fordrejninger osv. Alt bliver anskuet gennem det personlige filter, der blev lagt ned over krøniken fra starten af, alt bliver vejet, vurderet og kommenteret med Torbens velkendte friske, pointerende stil, der ofte lægger op til citat. Af det foregående skulle gerne være fremgået, at jeg synes, der er tale om en vellykket krønike. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at det er den bedste Beatlesbog på dansk, man kan finde, og jeg har svært ved at forestille mig, at den vil blive overgået i mange år frem. Styrken i bogen er den personlige, ja næsten esoteriske fortolkning af Beatleshistorien. Torben er – som undertegnede – en af de “indviede”, der var med, da de sneede. Til allersidst skriver Torben: “Ville verden have været den samme uden John, Paul, George og Ringo og det, de gjorde ved hinanden og os? For den, der skriver dette, er det så uimodsigeligt som jordens runding, at hvis man ikke kan høre undertonerne i og rækkevidden af de tre ord ‘yeah, yeah, yeah’, kan man ikke sige, at man har levet fuldt og helt.” Punktum. Spørgsmålet er selvsagt retorisk. Bogen giver svaret. Spørgsmålet er så, om efterkommerne kan dele denne passionerede erfaring? Vil senere generationer kunne fatte denne rækkevidde? Det vil jeg overlade til andre – yngre læsere og lyttere – at svare på . Hermed er min begejstrede anbefaling givet videre.

Tilbagespoling: Torben Bille – Når lyset bryder frem