Nej, overskriften har intet direkte med Ole Sohn eller det danske ideologiopgør at gøre. Det er en oversættelse af Edith Piafs store hit Non, jeg ne regrette rien. I år er det 50 år siden Charles Dumont skrev sangen. Dengang var han en fattig sangskriver, der dårligt havde salt til et æg. Han var flyttet i en ny lejlighed, hvor han havde mere end svært ved at finde penge til husleje, indbo og mad til kone og børn. Til The Independant fortæller han, at han var både nedtrykt og vred. Og ud af disse følelser sprang inspirationen til den sang, der ændrede hans liv og gjorde det muligt for ham, at leve af at være sangskriver. Og kun det. Sangen blev kendingsmelodi for Edith Piaf og kom til at stå som indbegrebet af den moderne franske chanson. En stor del af æren tilkommer også Michel Vaucaire, der gav sangen dens titel og skrev teksten om kærlighedens trods alt.

Sangen gav Dumont en kunstnerisk frihed til at lave den musik, han havde lyst til. Uden at skele til købmandsskab osv. Og derfor er han selvfølgelig aldrig blevet træt af sangen, som han solgte til Piaf den 24.oktober 1960. . Man spotter jo ikke den hånd, der fodrer en. Sangen blev også et comeback for Piaf, der ellers havde trukket sig tilbage.

Sangen var også en af dem, den unge capac lyttede til, når Giro 423 lød ud over middagsbordet og ud ad de åbenstående vinduer til baggården. Og jeg kan huske, at Piafs passionerede sangforedrag gjorde et dybt indtryk. Det var centraleuropæisk soul…

PS. Det har altid forekommet mig sært, at nogen kunne leve af at skrive en enkelt sang. Et andet eksempel er Jacob Gades Tango Jalousi. Men eksemplerne er legio. En eftermiddags inspireret arbejde  og så kan du læne dig tilbage og lade copyrighten/ophavsretten sørge for resten. Underligt. Men er det også rimeligt?