Ari Up – forsanger i The Slits – er død, 48

Author:

Det er herligt, at man kan købe musik via internettet. Men en gang imellem kan jeg godt savne besøgene i de små ydmyge, men entusiastiske, pladebutikker i århus og København. Der er ikke mange af “mine” pladebutikker tilbage. Dandelion eksisterer stadigvæk her i århus, men ellers er de væk allesammen.
En overgang lå der en lille butik i Ny Munkegade, bestyret af bassisten i The Intellectuals (Brian). Her købte jeg en del musik. Og jeg kan huske en dag, hvor jeg var derinde, så ville Brian lige spille noget nyt for mig på den grammofon, der stod bag ved disken. Det var debutpladen – Cut – med The Slits.
Revnerne var et rent pigepunkband, der blev dannet i ‘76 af Ari Up (Arianne Forster), Palmolive (Paloma Romera, der senere gjorde sig i The Raincoats), Viv Albertine og Tessa Pollitt. I starten af deres karriere levede de helt op til punkrockens flabede, vrængende musikalske attituder og leverede en medrivende og fængende punk-rock.
Debutpladen – som ovenstående billede prydede – kom i 1979 på det førende plademærke Island og gjorde indtryk på anmelderne. De fik også en behjertet fan hos trendsætteren, discjockeyen John Peel, der optog nogle berømmede optagelser med de fire, unge damer.
Allerede med deres andet album Return of The Giant Slits fra 1981 var den kreative flamme ved at dø hen.
Sprækkerne kom nok til at stå lidt i skyggen af tidens førende navne, fx The Clash og The Buzzcocks. Måske, fordi det var et pigeband. Måske, fordi de ikke forstod at sælge sig selv godt nok. Who knows. Men de er stadigvæk værd at lægge ører til. Frække, forfriskende, forførende og uforfærdede var de. De blev i øvrigt gendannet i 2006.

Sådan skrev jeg for et par år siden om The Slits – og mit møde med deres musik. Nu er Ari Up – eller som hun egentlig hed: Arianna Forster – død kun 48 år gammel som følge af “alvorlig sygdom”. Det er hendes stedfader, Johnny Lydon (frontfigur i Sex Pistols), der bringer den bedrøvelige meddelelse på sin hjemmeside. Trist. R.I.P (Rock in Peace – Rest in Punk)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *