Som læsere af denne blog vil vide, så kan capac godt lide at se krimier på tv – blandt andet krimier, der er forfattet af svenskeren Henning Mankell. Til gengæld må jeg med skam meddele, at jeg ikke har læst ret meget af Mankell. Men en god anmeldelse af Mankells roman Dyb, fik mig til at købe den (antikvarisk). Bogen er oversat af digteren Peter Nielsen og – uden at kende den svenske udgave – så virker den lydefri. I hvert fald er der ikke noget, der skurrer i ørerne, som det ofte er tilfældet med dårlige oversættelser.
Dyb er ikke nogen krimi, men en roman om en mands menneskelige deroute. Hovedpersonen arbejder med at opmåle og kortlægge farvandsdyb i den svenske skærgård. Der er krig uden for de svenske grænser, og den militære opgave foregår i hemmelighed. Opmåleren er gift, men i forbindelse med sit arbejde i skærgården forelsker han sig brat i en kvinde på en lille ø.
Titlen Dyb er – selvfølgelig – flertydig. For ganske vist er den mandlige hovedperson en fortræffelig fagmand. Han kan sit kram. Men han kan ikke lodde dybet i sin egen sjæl. Og jo mere nøjagtigt han får kortlagt dybderne i de svenske farvande, jo længere synes han at fjerne sig fra at få psykologiens lod til bunds i sit eget indre. Langsomt, men sikkert og med en næsten forudsigelig tvang vikler han sig ind i et garn af løgne og fortielser og trækker sig selv mod bunden af det eksistentielle hav.
Det er bestemt ikke nogen munter roman. Mankells stil er nærmest prunkløs og nøgtern. Alligevel – eller måske netop derfor – bliver man suget ind i stemningen i den kuldslåede og klaustrofobiske fortælling om et menneskes forlis. God læsning.
PS. Den fås også som paperback…