Der er som bekendt ikke nogen direkte forbindelse mellem kritisk anerkendelse i musikpressen og så salgssucces og hitlisteplacering. Undertiden kunne man godt få den opfattelse, at de to ting strider mod hinanden…
Den engelske singer-songwriter Thea (Eve) Gilmore (f. 1979) er et godt eksempel på en kunstner, der fra starten har haft anmeldere og kritikere med sig uden den store kommercielle succes. Først med sit femte album, Avalanche (2003), lykkedes det hende komme ind på den engelske albumliste blandt de øverste 100. Og to singleudspil, “Juliet (Keep That in Mind)” og “Mainstream”, viste sig også på hitlisten.
Men ret beset er det nok heller ikke hitlistemateriale, Thea Gilmore laver.
Stilistisk set minder hun mest af alt om amerikanske singer-songwriters som Karla Bonoff, Wendy Waldman og Claire Holley. Bare for at nævne et par stykker. Selv om Gilmore godt kan rocke, så er hendes force melodiske ballader med tekster, der især ha rødder i et feminint hverdagsunivers. Hendes musik er mere i pagt med tressernes og halvfjerdsernes folk- og rockæstetik end med nutidens hitlistepop. Musik, der i sin essens er akustisk – stemme og guitar. Spidser man ørerne godt, så er der genklang af Dylan, Springsteen, Mitchell.
Et udmærket eksempel på hendes kunst er albummet Harpo’s Ghost (2006), som var hendes første album på et større pladeselskab (Sanctuary) og en slags come-back efter en længere frivillig pause fra musiklivet. Anbefales.
PS. Hvis du tilmelder dig Gilmores mailingliste (se hendes hjemmeside), så får du lidt musik til din mp3-afspiller…