Suk. Regeringen og dens proselytter i medierne – Jyllands Posten og BT ikke mindst – fik ikke megen suppe ud af Thorning Schmidts såkaldte “skattesag” og leder nu med lys og lygte efter andre “sager”, der kan bringe oppositionen i miskredit. Og det siger en hel del om magthavernes desperate situation, at man nu griber ned i mølposen for at hente Ole Sohn op endnu engang. Sidst det sket blev det ikke til ret meget mere end politiske moralske opstød fra de borgerlige, der solede sig i bagklogskabens blændende lys.
Men i et gammelt brev, hentet op fra det tyske rigsarkiv, Das Bundesarchiv, formaster en ung Ole Sohn sig til at rose DDR-staten, fordi den fx har afskaffet arbejdsløsheden, bolignøden og har sikret unge en uddannelse og andre basale rettigheder. Og han roser også DDR for at have spillet en væsentlig rolle i arbejdet for fred, sikkerhed og afspænding i koldkrigseftertiden. Én ting, at Sohn således har formastet til at rose DDR. En næsten større “forbrydelse” er, at han siden hen har ændret sit syn på DDR og sine egne gamle holdninger. Uha. Uha.
Der skal da ikke herske tvivl om, at Ole Sohn – formand for DKP i årene 1987-1991, hvor partiet de facto blev afviklet – som flertallet af DKP’ere havde et nærmest forelsket forhold til den såkaldt realiserede socialisme bag jerntæppet. Prisen for dkp’ernes loyalitet over for de store partier i DDR og Sovjet var, at de havde mere end svært ved at forholde sig kritisk til, hvad der skete derovre. Og der var noget næsten skizofrent over denne attitude. Læs fx Arne Hardis’ udmærkede biografi om forfatteren og maleren Hans Scherfig. Et fint studie i den politiske enøjethed, som et DKP-medlemskab medførte.
Men siden DKPs sammenbrud har Ole Sohn i den ene bog efter den anden, i artikler og ikke mindst i sine politiske handlinger (han har været SF’er i tyve år!) bearbejdet sine hidtidige positioner. Han har ikke, som de borgerlige revanchister – med DFs Søren Espersen i spidsen – helst vil have det stået frem i fuld offentlighed og bekendt sine synder og sin skyld. Kritikken af Sohn er båret af en for de magthavende borgerlige kritikere symptomatisk ahistorisk tilgang. Vi så det i tv-udsendelsesrækken om de “røde lejesvende”. Og vi ser det nu. Espersen og konsorter har et så traumatisk forhold til “68” og halvfjerdserne, at de ikke har sans for, at der er gået tre årtier, og at Berlin-muren for længst er faldet. Kun i hovedet på folk som Espersen står muren stadigvæk…
Den nye “sag” er efter min bedste vurdering en fis i en hornlygte. Der er ikke fugls føde på den. Og det tror jeg, de fleste vælgere har indset. De vil trække på skuldrende og kigge over mod Lene Espersen, der fortsætter med at kvaje sig, og mod Lars Løkke Rasmussen, der efter Rigsrevisionens seneste udspil sidder til halsen i “sagen” om forkælelsen af de private hospitaler. Man skal ikke smide med sten, når man selv sidder i et glashus…
Og i øvrigt – vores aktuelle situation taget i betragtning – så kunne den borgerlige regering måske lære noget af den gamle DDR-stat med hensyn til beskæftigelse af borgerne, uddannelse osv.!
@Thomas H. Jensen: Jeg gÃ¥r ud fra, at du med ‘et opgør med egen rolle og dansk DKP’s rolle’ mener et offentigt opgør?! I bogform eller interview eller sÃ¥dan. Det skulle da være velkomment, men for mig er det væsentlige, at Sohn de sidste 20-25 Ã¥r aktivt politisk har markeret et holdningsskift og gennem sine bøger forholdt sig nuanceret og kritisk til sovjetkommunismens menneskelige omkostninger.
Med fare for at gentage mig selv, sÃ¥ synes jeg ogsÃ¥ – nÃ¥r vi forventer selvopgør af politikere og andre – at spørge os selv om, hvilke motiver, der driver disse forventninger. I den aktuelle borgerligt-politiske konjunktur er det jo ikke ligefrem en nuanceret, historisk erkendelsesinteresse, der har drevet kritikken! Der har været – og er – tale om en kulturkamp, hvor magthaverne og deres tro tjenere i medier jagter politisk anderledestænkende ud fra ideologiske og personlige motiver. Og set i den kontekst forstÃ¥r jeg godt, at nogle af “ofrene” foretrækker at holde deres mund…
@capac
Jeg har læst bogen om Arne Herløv og dele af et par andre. Sammenfattende så ser jeg dem som skildringer af ofrene for sovjet kommunismen men ikke et opgør med samme.
Jeg mangler også fuldstændigt et opgør med egen rolle og dansk DKP´s rolle.
Sovjetkommunismen har altså rent faktisk stået fader til nogen voldsomme grusomheder både indenlands men også uden lands.
Hvis Johnnie fra Greve bliver medlem af de konservative og i løbet af en årerække bliver et minister emne uden at have taget klart og utvetydigt afstand til sin egen fortid så vil jeg forholde mig retten til at forfølge ham og hans parti uden hæmninger.
Men diskussionen af hvor meget man har lov til at dumme sig før man bliver diskvalificeret politisk synes jeg da er spændende.
Jeg var selv en del af det politiske liv i Farum i sin sin og måtte med stor undren se på alle Brixtoftes tro støtter der havde fået klare økonomiske fordele af at støtte ham i at sætte demokratiet ud af kraft bare fortsætte uanfægtet i politik efter at sagn rullede og de er stadig aktive.
Jeg mÃ¥ erkende at jeg ikke er en god kristen og ikke altid har let ved bare at tilgive og vende den anden kind til 🙂
@Thomas H. Jensen: OK. Jeg mener i princippet, at vi alle – ogsÃ¥ ex-fascisten – har ret til, for nu at citere en vis socialdemokrat, ‘at have en mening til vi tager en ny’. Men det er ogsÃ¥ klart, at det tager en vis tid at bearbejde grundholdninger. Du gÃ¥r ikke fra at være fuldblodsnazist med racistiske motiver til at være midtersøgende konservativ over night!
Det er også helt legitimt, ja, påkrævet, at offentligheden og pressen udfritter personer om deres holdningsskift, sådan som det er sket med både højre- og venstreorienterede. Men der er grund til at diskutere, hvordan det sker. Og hvilke motiver, der ligger bag spørgsmålene.
I Sohns tilfælde synes jeg, at journalisterne ikke har gjort deres forarbejde ordentligt. Det er da i orden at konfrontere ham med hans KP-fascination anno 1989, men man skal også have blik for, at han i de mellemliggende år nuanceret har gjort op med sovjetkommunismen. Man må gå på to ben. Gøre sin research ordentlig og være historisk.
@capac du svarer ikke på spørgsmålet.
Jeg er ganske enig med dig i at den ahistoriske revanchistiske heksejagt ligner noget fra den spanske inkvisition og er lige så saglig.
Men jeg tillader mig at mene at eksemplet Ole Sohn er ganske specielt, han er intelligent, han var til fulde klar over de moralsk dybt angribelige ting som kommunismen også stod for, han holdt fast lang tid efter at selv de mest troende havde set lyset.
Jeg mangler stadig at forstå hvordan man med den indsigt han havde kan tage fejl i så mange år og så vupti springe ud som fuldblods demokrat.
Mange af dem der støttede op om nazismen før og under krigen drog den konsekvens at trække sig fra alt offentligt arbejde og det synes jeg er al ære værd.
Politik handler for mig i høj grad om dømmekraft, ikke en 16 årigs dømmekraft men voksne menneskers dømmekraft og jeg mener også det bør have konsekvenser når man tager fejl, konsekvenser man helst selv bør være i stand til at drage.
Diskussionen bliver helt forrykt når man tænker på at Jimmy Stahr i sin tid vurderede at han var uværdig til at sidde i folketinget fordi han havde stjålet en ost.
Rent bortset fra, at i modsætning til en Hans Engell, der i sin ungdom øvede sig i strækmarch iført spidsbukser og skrÃ¥rem, ifølge kammeraterne pÃ¥ kosten, sÃ¥ har Ole Sohn de facto taget afstand adskillige gange, og været med til at afsøre det kommunistiske system, f.eks. i filmen “Den højeste pris”.
Men hvem på højrefløjen har taget tydeligt afstand fra Pinochet, hvem hånede, da folk demonstrerede til fordel for Sydafrika, osv, osv. Og hvem var de første til at sole sig over Nelson Mandelas tale? Rent hykleri!
@Thomas H. Jensen: Der er ikke noget usædvanligt i, at folk har haft en anden politisk orientering som unge, end de har som voksne. Det interessante er vel, om de med tiden har fÃ¥et bearbejdet deres unge holdninger og indtaget nye. Og det er – efter min mening – den enkeltes egen opgave og problem at nÃ¥ til nye erkendelser. Og jeg er helt enig med dig i, at i Sohns tilfælde er det primært en sag mellem ham partiet, dets medlemme og vælgerne.
Det, jeg opponerer mod i “sagen” om Sohn, jagten pÃ¥ de røde lejesvende osv. er den højreorienterede ahistoriske revanchistiske (Espersen, Harder osv. har tydeligvis noget personligt i klemme), inkvisitoriske (Blüdnikow og Notkin) heksejagt pÃ¥ alt og alle, der havde del og lod i kulturradikalismen, ungdoms-, studenteroprøret og halvfjerdsernes venstreorientering. Man forventer, at de “anklagede” stÃ¥r frem, bekender deres synder, angrer og bøjer sig næsegrus for tidsÃ¥nden. Men sÃ¥dan spiller klaveret ikke.
@capac hvordan ville du selv have det hvis det blev afsløret at en Konservativ havde været medlem af et neofacistisk parti i rigtig mange år og endda formand for samme i en alder af 36.
Altså ikke en ungdoms dumhed.
Hvorfor er det lige at Ole Sohn ikke ønsker at kaste sig fladt ned på ryggen og undskylde, sige at han tog fejl osv osv.
DKP var ikke bare et kommunistisk parti, det var uden sammenligning det mest Moskva tro af slagsen.
DKP var et revolutionært parti der ikke gik ind for demokrati. Ligesom jeg har svært ved at finde Lars Hedegaard, Karen Jespersen, Ralph Pittelkow og mange andre troværdige med de skift de har foretaget ja så synes jeg også at der er kan sættes spørgsmålstegn ved Ole Sohn.
Men det er naturligvis primært en sag mellem ham, hans vælgere og partiet.
@Thomas H. Jensen: Sikkert ikke, men afklare andre en forklaring pÃ¥ noget, der skete for Ã¥rtier siden, det kan han. 😉
Søren Espersen vandt senere sagen ved en højere rets instans men kan stadig ikke forklare hvordan han havnede i arkivet.
Lige sÃ¥dan en god mand at have siddende i en afdeling for beskidte tricks, ikk’?
Men andre steder har jeg læst, at dommen om B-medlemskabet gik Tjeck imod: “Jeg stod kun pÃ¥ deres liste for som journalist at modtage deres blad.” Men vi har vel ikke adgang til domsudskrifter via nettet?
PÃ¥ Ansgar-skolen i Slesvig lærte jeg ellers at:” Man skal ikke kaste med æbler, nÃ¥r man selv er et skrog!”
Men burde han ikke konfronteres med, at han aldrig har taget offentligt afstand til noget som helst af sin syndige fortid? Altså, hvis jeg fik lov til at holde mikrofonen, skulle jeg endda få ham til at tage afstand fra sin nu- og fremtid, sgu!
😉
@AagePK: Jeg faldt over en gammel artikel fra 2003, hvor Journalisten graver lidt i Espersens politiske historie. Han har været B-medlem af DNSAP, stifter af en lokalafdeling af VS i Ã…lborg osv. Læs her: http://journalisten.dk/pias-programvaert. Hvad er det nu man siger Man skal ikke smide med sten osv. Espersens kritik er næsten en patologisk projektion med andre ord. Revanchismen og den personlige fortrængning har gyldne dage i borgerskabets opgør med ANDRES fortid… 😉
PS. Og sÃ¥ kan jeg godt lide formuleringen (i artiklen): “Han gav udtryk for nogle helt sorte holdninger, der fik Franco til at ligne Lille-Per”
Jamen, skal vi så ikke lige bede Søren Espersen om at tage afstand fra Jürgen Haider?
Jeg mener, Jörgen Haider, FPÖ, har jo godt nok i tide taget afstand fra Søren Espersen, Pia Kjærsgaard og DF, men omvendt har jeg da ikke hørt eller set nogen overbevisende afstandtagen fra FPÖ’s nu afdøde formand, der var en aktiv støtte for Stille Hilfe, Himmler-datteren Gudrun Burwitz’ hjælpeorganisation for nazister i fængsel eller pÃ¥ flugt. Jürgen Haider optrÃ¥dte jo ogsÃ¥ pÃ¥ Kammeradschaftstreffen for gamle SS-ere, bl.a. med Søren Kamm.
Eller hvad med en afstandstagen fra VS, og alt det de stod for, og havde hyldet, da han meldte sig ind? Altså Søren Espersen. For medlem, det var han jo.
@Flemming: Tak – og tak!
Hej Capac
Tak for din fine blog!
Dette bliver ikke den sidste ‘sag’ i denne genre. Lanceringen er præcist timet i forhold til at Ole Sohn er pÃ¥ ferie. OgsÃ¥ værd at bemærke, at Søren Espersen sÃ¥ hurtigt var parat til at træde ind pÃ¥ scenen.
Allerbedste hilsner fra Flemming