9,4 milliarder kroner. Det er, hvad der er brugt på aktivering af såkaldt “svage ledige” i perioden 2006-2009. Det vil sige, mere end 2 milliarder om året. Og effekten har stort set været lig nul. Det er Rigsrevisionens forstemmende konklusion i en ny rapport. Hvis man i sin blåøjede naivitet forventede, at regeringen med rapporten i hånd ville ændre kurs over for denne gruppe af ledige, så kan man godt tro om igen. Til Danmarks Radio udtaler beskæftigelsesminister Inger Støjberg, at: “Det kan godt være, at beretningen har en negativ konklusion, men vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at ændre det billede”. Det kan godt være, at den førte politik på området har været en eklatant fiasko, og vi – regeringen – har smidt milliarder af skattekroner væk, men vi har ikke et politisk alternativ til situationen. Sådan kunne man godt oversætte det. Regeringen er med sin beskæftigelsespolitik på dette område (og det skal nok vise sig at gælde på det øvrige aktiveringsområde…) fanget i sin egen ideologiske spændetrøje, hvor surrogatarbejde – kaldet aktivering – ophøjes til at være den eneste svar på problemerne. Arbeit macht frei. Socialpolitiken er reduceret til et minimum og erstattet af en arbejdsmarkedspolitik for dummies. Inger Støjbergs og konsorters teflonbehandlede, skråsikre ideologiske fundamentalisme er intet mindre end forstemmende. Og det er tankevækkende, at regeringen i en tid, hvor der skæres med på sygehuse, skoler, ældrepleje, børneinstitutioner osv. kan smide så mange penge ud ad vinduet og så bare sidde der og sige: Vi giver ikke op. Det er politisk uduelighed.