Pigepop fra 1962: Marcie Blane

Author:

Det var ikke kun Louise Cordet, der viste sig på de danske hitlister i 1963 med forførende pigepop. Samme uge, som Cordet indtog en 16. plads, lå den purunge Marcie Blane på en 6. plads med sit store hit “Bobby’s Girl”. Det var den højeste placering pladen fik, og den lå hele otte uger på Top 20.
Marcie Blane var indbegrebet af pigeteenagepop. Ikke bare på grund af genren, men fordi hun faktisk kom lige ud af skolen og ind på hitlisterne, hvor hun for en kort stund gav navne som Brenda Lee og Little Eva baghjul. Marcie, der egentlig hed Blank til efternavn, kom fra en musikalsk familie i Brooklyn, New York. Faderen var professionel musiker og der var tradition for at synge og spille til hverdag og fest.
Da Marcis var ved at afslutte high school fik hun chancen for at indspille nogle demobånd for en bekendt sangskriver. Det var slet ikke meningen, der skulle komme mere ud af det, men en pladeselskabsmand på Seville Records, hvor optagelserne fandt sted, kunne straks høre muligheder i den unge Marcies stemme. Og med et var Marcie Blank blevet til Marcie Blane.
Bobby’s Girl, der var blandt indspilningerne, blev sendt ud på single og stormede ind på hitlisten, medens Marcie tog på den årlige sommerlejr med skolen…
Sangen med det fængende omkvæd – “You’re not a Kid anymore” – ramte lige i solar plexus på mange amerikanske og europæsike teenagere, der også var ramt af det hormonale kaos og spaltetheden mellem barn og voksen. I England stjal Susan Maughan nummeret og gjorde sin mere modne udgave til et hit.
Marcie fortsatte med at udsende singleplader frem til 1965, men ingen af de andre kunne leve op til gennembruddet. Og hun brød sig ikke meget om pladebranchen. Derfor prioriterede hun sit familieliv og sin skolegang højere end promotion og hvad der ellers fører med popstjernestatus. I 1965 var det slut. Marcie forlod College, blev gift, fik børn og levede et liv som lærer.

Bobby’s Girl

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *