DR2s programserie “Danskernes Akademi” er et bevis på, at tv-mediet godt kan bruges til noget fornuftigt. Nogle af indslagene er så enkle, at de vækker mindelser om forne tiders skole-tv. Ofte er det blot en foredragsholder, der står ved overhead-projektoren og fortæller om det, der optager ham eller hende. Og det kommer der  fremragende tv ud af. Ganske simpelt, fordi de involverede har noget på hjerte og hjerne. Noget, de brænder for og vil dele med os andre. Og så er det sikkert også “billigt” tv, der ikke kræver en formue at sætte iscene. Måske DR skulle lave noget mere af det i disse sparetider!?

I dag viste “Danskernes Akademi” et foredrag af den herboende newyorker og musiker, Billy Cross, som bloggens læsere vil kende. En del af Cross’ image er, at han er en af de få herhjemme (måske i virkeligheden den eneste?), der har arbejdet sammen med Bob Dylan og lært ham at kende. Og med det udgangspunkt fortæller Cross om kunstneren Dylan. Som mange af os andre er Cross fuld af beundring for Dylan som musiker og kunstner. Men også som menneske. Det menneske, vi andre af gode grunde er afskåret fra at vide ret meget om.

Men foredraget er langt fra at være en fans fortælling om sit idol. Cross’ greb om fremstillingen er, at han indskriver Dylan i den amerikanske kulturelle – og herunder: økonomisk, politiske, sociale osv. – situation i tresserne, som var en unik klangbund for Dylans traditionsbundne musik. Hvis Dylan var kommet 30 år senere, ville hans enorme gennemslagskraft ikke have været den samme – selv om kvaliteterne havde været det. Kombinationen af en høj traditionsbevidsthed, en stort og alsidigt talent og en “tidsånd”, der var modtagelig for netop den genoplivning af den folkelige musik (folk, rock, blues osv.) – udgjorde den baggrund, der muliggjorde Dylan-effekten. I øvrigt er der mange paralleller til Beatles’ situation i England, selv om konteksten er en anden.

Billy Cross’ forelæsning er drevet af begejstring og inspirerende analyse og fortolkning – og fortjener at blive set og hørt af enhver med interesse i deres samtidig i almindelighed og Dylans kunst i særdeleshed. Du kan se den lige her. PS. Den kan også påtkastes…