The Dovers er et af de bands, man vil kunne falde over på opsamlingsplader med garagerock og psychedelia fra tresserne. Et talentfuldt band, der ikke besad originalitet og held nok til at nå helt til tops.

Gruppen, der bestod af Bruce Clawson (guitar), Tim Granada (guitar, sang), Robbie Laudewig (bas), Rick Morinini, Randy Busby (trommer), Tony Rivas (sax, kor) og Nick Hoffman (guitar, afløste Clawson), opstod i Santa Barbara, Californien, og fik en pladekontrakt med det lille Miramar Records i 1965. Her indspillede gruppen ialt fire singleplader i perioden 1965-66: “She’s Gone” / “What Am I Going To Do?” (1965); “I Could Be Happy” / “People Ask Me Why” (1965); “The Third Eye” / “Your Love” (1966) og “She’s Not Just Anybody” / “About Me” (1966). Da ingen af singlerne fik succes uden for Californien, valgte gruppens medlemmer at gå hver til sit og forsvandt ud i glemslens mørke, indtil samlere og tressermusiknørder genopdagede dem og begyndte at fildele dem. I et interview på sitet 60garagebands.com fortæller Bruce Clawson, hvordan han blev overrasket over at finde en stor del af gruppens musik på Napster, dengang det endnu var en illegal fildelingstjeneste. Og siden har forskellige compilations haft numre med fra singlerne. Således kom de med på Rhino Records Nuggets, hvor jeg hørte dem første gang. Alle sangene er også udgivet på vinyl i Italien i to omgange. Plademærket er Misty Lane, hvis nogen skulle have lyst til at opstøve denne sjældenhed.

Som mange andre bands var det Beatles og den britiske invasion, der var igangsættende for The Dovers. Og indflydelsen fra engelske bands – fx Yardbirds, Kinks, Beatles – er også til at høre. Men også den amr. progressive, psycheliske musik gav næring til bandet. Det kan man fx høre i deres LSD-trip-inspirerede “The Third Eye”. The Dovers gik i opløsning, inden tresseruskylden blev taget, og det synes jeg, at man kan høre. Der er en ungdommelig friskhed over de svært opdrivelige singleplader. De fleste af numrene kan høre på YouTube. Her.