I dag er det nøjagtig 40 år siden, Janis Joplin døde af en overdosis heroin i kombination med en del spiritus.

Hun kom fra en religiøs familie og følte sig allerede fra barnsben utilpasset. I skolen blev hun mobbet, fordi hun var for tyk og havde uren hud. Og det er sandsynligt, at både interessen for the blues og folkemusikken – og hendes image som en outsider blev grundlagt allerede i teenageårene. Da hun var færdig med high school som 17-årig begyndte hun et halvhjertet universitetsstudium, der dog hurtigt blev skiftet ud med en selvskabt karriere som sangerinde med bluesrødder og inspiration fra The Beat Generation, outsiderne i amerikansk litteratur og musik. Måske sigende hed hendes første indspilning fra 1962, “What Good Can Drinkin’ Do”. Southern Comfort blev hendes trofaste følgesvend og trøster de næste otte år.

Som andre med ambitioner om at gøre sig i musikkens verden drog hun til San Francisco, hvor hun kom ind i kredsen omkring Jefferson Airplane. Og sammen med den ligeledes bluesinteresserede Jorma Kaukonen fra Airplane begyndte hun at indspille en række numre, der siden har cirkuleret blandt fans og bootleggere som et kassettebånd med titlen The Typewriter Tape. Sangene blev indspillet hjemme hos Kaukonen, og titlen på båndet henviser til, at Margaret Kaukonen spillede med – på skrivemaskine.

Samtidig udviklede Joplin et massivt stof- og alkoholmisbrug, som i første omgang fik nogle af hendes venner til at sende hende tilbage til Port Arthur, Texas, hvor hun kom fra. Her fik hun da også så meget styr på sit liv, at hun genoptog sit universitetsstudie og lagde planer for at indgå et almindeligt borgerligt ægteskab med en ung, lokal mand.

Men musikken slap hun ikke, og da hippiebandet Big Brother and the Holding Company spottede hende ved en lokal optræden, blev hun indlemmet i gruppen som forsangerinde – og var dermed tilbage i San Francisco, byen, der flød af musik, sex, sprut og stoffer. Det var i 1966. Og resten er som bekendt historie. Big Brother and the Holding Company blev hendes afsæt for hendes berømmelse og korte succesfulde karriere.

I Joplins stemme mødes tresseroprørets utilpassethed, vildskab, frihedstrang og livsappetit med den folkelige musiks – ikke mindst bluesens – besyndelse af (kærligheds)livets op- og nedture og så denne musiks vanartede afkom: rocken. Selv om Joplins død i 1970 sandsynligvis var et uheld – heroinen var for stærk – så var der noget symbolsk i, at hun døde ved udgangen af tressernes årti. Hun var på godt og ondt en frugt af den tid.