Det sker, at der blandt de mange nyheder, som nettet og de i øvrige medier spreder, er nogle tankevækkende. I dagens Berlinger læser jeg således, at næstformanden i Kommunernes Landsforening, Venstremanden Erik Fabrin, der ellers er indbegrebet af en seriøs, diplomatisk borgerlig politiker, tager markant afstand fra et forslag, som hans eget parti har fremkastet sammen med de konservative.

Regeringspartierne har foreslået, at borgmestrene frem over skal have “resultatløn”. 10% af borgmestrenes løn skal i følge forslaget være afhængig af, om borgmestrene lever op til de politiske målsætninger, herunder overholdelse af budgetterne. Tanken er ikke ny. Faktisk er det en tilbagevendende tanke i regeringens politik. Alt skal drives ud fra den private virksomheds model, og motivet skal være den personlige gevinst i første omgang. Incitamentmodellen kunne man kalde den. Og den bygger på en forestilling om, at hvis den enkelte stræber efter egen gevinst, så vil det indirekte være til alles – altså fælleskabets – bedste.

Men det vil Fabrin – måske overraskende (?) – ikke høre tale om: “Det er i enhver henseende et tåbeligt forslag”. Stærke ord i Fabrins mund. Og han fortsætter i samme stil: “Hvis nogen er så naive at tro, at jeg med et budget på tre milliarder kroner træffer beslutninger ud fra, om jeg får 70.000 kr. mere eller mindre i løn, så tror de forkert. Det er et fuldstændig latterligt synspunkt”. Og så kommer Fabrin frem til det egentlige kritikpunkt: “Politikere er ikke valgt for at tjene penge, men for at tjene borgerne. Det skal ikke være profit – og slet ikke et personligt profitmotiv, der driver deres beslutninger”.

Fabrins kritik grunder sig med andre ord i et klassisk ideal om den folkevalgte politiker som en, der tjener borgerne. Ikke tjener på borgerne. Spørgsmålet er, om ikke det er et anakronistisk ideal? Både og. For på den ene side, så ligger forestillingen om den tjenende politiker i selve forestillingen om politisk repræsentation, som ethvert politisk valg bygger på. Politikerne vælges ind for at tjene vælgernes interesser i form af en artikuleret politik. På den anden side, så er den politiske realitet anderledes. Levebrødspolitikerne, der skøjter rundt på den mediale overflade med dens persondyrkelse og one liners, er mere reglen end undtagelsen.

Måske er Fabrins kritik et tegn på, at den økonomiske krise også er blevet en politisk krise, hvor det er nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved den første politik – fordi den ikke rummer et svar på krisens fundamentale problemer. Den økonomiske krise er også en politisk-demokratisk krise.

Fabrin sætter trumf på, når han på spørgsmålet, om der er en modsætning mellem at tjene borgerne og være drevet af et personligt profitmotiv, siger: “Jo, det kan man godt, hvis man har den naive forestilling, at alle politikere – og alle mennesker – er idealister. Vi har jo banksektoren som et glimrende eksempel på, at – selv om sektoren beskæftiger mange fornuftige mennesker – så driver det alligevel tingene i en anden retning, end den man ønsker”. Med koblingen til bankverdenen rammer Fabrin hovedet på sømmet. Det var bankverdenen og finansverdenen i det hele taget, der drev os ud i den største økonomiske krise, vi har haft i efterkrigstiden. På grund af profitmotivet. Fabrin siger indirekte, at overfører vi profitmotivet til andres sektorer,så vil det “drive tingene i en anden retning end den man ønsker”. Med andre ord vil incitamenttænkning lægge gift for de politiske arbejde. Fabrins kritik rammer lige i hjertet på den liberalt-borgerlige-kapitalistiske økonomi, vi lever med.

Det er tankevækkende, at denne markante kritik kommer fra en erfaren og loyal Venstremand. Man kunne kun ønske sig, at hans partikammerater og alle andre politikere ville lytte – men det gør de nok ikke…. [link]