Så nåede vi frem til tredje og sidste afsnit af DR2s serie “Jagten på de røde lejesvende”. Og hvis man som undertegnede havde haft en vis forventning om, at der måtte komme bare lidt modvægt til de to foregående afsnits skueproceslignende forhør af ‘røde lejesvende’, så blev man da også kommet i møde.

Interessefokus var nu pludselig flyttet fra halvfjerdserne og frem til vor tid med en liberal-borgerlig politisk konjunktur. Men først skulle et par forhør lige gennemføres. Egon Clausen skulle stå til regnskab for, at han i en udsendelse havde formastet sig til at lade en psykolog kommentere en bog af og om Karen Jespersen. På spørgsmålet, om det var en “fair” behandling Jespersen fik, svarede Clausen, at det var det nok ikke. Og selv om “sagen” – set i det store perspektiv – var en bagatel, så pegede den på et fundamentalt spørgsmål, som dette tredje afsnit kom til at kredse om – bevidst eller ubevidst. Nemlig: kan man overhovedet forestille sig journalistisk virksomhed, der er holdningsløs? Er det overhovedet muligt for journalister helt at holde sig fri af en vis stillingtagen?

Spørgsmålene brændte sig på, da Rosenkrands ‘forhørte’ DRs mangeårige Mellemøst-korrespondent Ole Sippel. Sippel har været skydeskive for borgerlige politikere gennem langt tid. Og to af de eksempler, der kom frem i udsendelsen, var dels hans håndteringen af konflikten mellem Israel og palæstinenserne (bl.a. med citater fra et interview i dagbladet Arbejderen!) og hans rapporter fra krigen i Irak. Sippel blev bl.a. konfronteret med det forhold, at han ikke havde omtalte den palæstinensiske organisation PFLP som en terrororganisation, hvortil Sippel svarede, at han heller ikke omtalte Israel som en terrorstat, selv om Israel begik handlinger, der berettigede til det. Over for spørgsmålet om, hvorvidt han med sit ordvalg valgte side i konflikten, svarede Sippel, at han rapporterede. Jeg synes, at Sippel med sine returneringen fik understreget, at det nærmest vil være umuligt for en analyserende, kritisk rapporterende journalist at undgå at have en holdning. Alene i kraft af sine formuleringer og sit ordvalg. Men også, at det ikke er det centrale. Det centrale for journalisten er at få informationer, nyheder og problemstillinger lagt frem for seerne, lytterne og læserne.

I sidste del af udsendelsen vendte Rosenkrands blikket mod de borgerlige kritikere af DR – og den borgerlige kritiks effekt på DR som det er i dag. Det kom til at handle om den borgerlige kulturkamp, om borgerlige politikeres utilslørede – daglige – kritik og pression over for DRs bestyrelse og ledelse. Hvor betændt det sidste var blev illustreret af Venstremanden Jens Rhode, der ville se udskrifter af sms’er og emails til bl.a. Lisbeth Knudsen for at vedgå, at han – sammen med andre politikere, bl.a. Brian Mikkelsen – havde lagt pres på DR for at få institutionen til at ændre journalistisk kurs i retning af en større regeringsvenlighed. Og det til trods for, at selve det faktum, at han – Rohde – dag ud og dag ind havde tæppebombet DR med kritik, som vanskeligt kunne forstås som andet end et forsøg på massiv holdningspåvirkning. Om Rohde greb til trusler, som Lisbeth Knudsen påstod, skal jeg være usagt, men det må i sig selv være intimiderende hele tiden at skulle udsættes for politisk kritik dagligt og helt ned på indslagsniveau.

Et interessant indslag var interviewet af Per Stig Møller, fordi det kom til at handle om Rosenkrands’ vildledning af sine interviewofre. Møller gav direkte – som ‘de røde lejesvende’ i de foregående afsnit – udtryk for, at han var blevet stillet et andet indhold i udsigt. Det var afslørende for en af udsendelsesrækkens største svagheder.

I sidste del af udsendelsen blev det foreløbige resultat af den årelange borgerlige kulturkamp beskrevet som en overgang fra kritik til politisk virkeliggørelse. Da det ikke lykkes for Jørgen Kleener – Venstremand og formand for DRs bestyrelse – at få DR til at ændre journalistisk kurs, ofres to ledere i DR. Generaldirektør Nissen og tv-avisens leder Lisbeth Knudsen bliver gået. Og nye vinde begynder at blæse i DR. Meget sigende fortæller finansminister Claus Hjort Frederiksen, at DR nu sender X-Factor i primetime, hvor man tidligere kunne finde på at sende noget om Irak-krigen. Og inden rulleteksten ser man så X-Factor-logoet. Selv om man skal passe på med at overfortolke, så ligner det næsten en statement fra tilrettelægger Rosenkrands’ side. Måske en utilsigtet holdningstilkendegivelse. De borgerlige vandt. Men hvad fik vi så i stedet for en kritisk, venstresnoet journalistik om den verden, vi lever i? Underholdning. Hvis denne læsning holder, så kan man sige, at udsendelsesrækken kommer til at bekræfte, at ingen journalistisk virksomhed i sidste ende kan være holdningsløs…