Sex sælger. Det ved vi. Spørg bare reklameindustrien og de kulørte blade. Men måske sælger døden bare bedre. Da Michael Jackson døde for et stykke tid siden, satte det skub i forretningen Michael Jackson. Efter sigende har forretningen tjent flere penge året efter hans død end i løbet af mandens øvrige karriere. Hvorfor forholdet det sig sådan?
I The Independent tager Emily Dugan og Paul Bignell emnet op i anledning af Charlie Haddons spektakulære død i august måned. Haddon var medlem af synth-popgruppen Ou Est Le Swimming Pool fra det nordlige London. Et orkester, der havde et vist ry lokalt og i visse indiekredse, men ellers et ubeskrevet blad i musikbranchen. Indtil Charlie efter en koncert i Belgien kravlede op i en telefonmast og kastede sig i døden. Det dramatisk iscenesatte selvmord fik massiv dækning i den engelske presse – og bedre promotion kunne gruppen, der udsender sin første langspiller i næste uge, ikke få. Pladeforretningerne i London og andre steder i Storbrittanien har efter forlydender sørget for at få fyldt godt op på lageret for at kunne klare efterspørgslen…
De to journalister opregner en række andre eksempler på posthum salgssucces. Nirvana kunne tælle pladesalget i tusinder før Kurt Cobains død. Efter var bandet en millionsællert. Jeff Buckley kravlede op på hitlisternes top med sin udgave af Leonard Cohens Hallelujah, da han var druknet. Nick Drakes død af en overdosis forvandlende ham fra at være en kultfigur for særligt indviede til en status som indflydelsesrig singer-songwriterikon for sin og efterfølgende generationer. Andre navne: Allman Brothers Band, Joy Division, Eva Cassidy, Patsy Cline, Elvis Presley, John Lennon… Føj selv til listen.
Som artiklen er inde på, så er noget af forklaringen selvfølgelig kommerciel kynisme, hvor forretningsmændene bag navnene slår mønt på den medieinteresse, som dødsfald altid medfører, når det drejer sig om folk i showbiz. Men måske handler det også om på et mere eksistentielt plan, at dødens realitet er den baggrund, der giver ting – ja, selve livet – betydning. Da Michael Jackson udåndede var hans utallige plastiske operationer, hans forkærlighed for unge mennesker, hans outrerede livsførelse og særheder pludselig ikke så interessante, men derimod hans musikalske efterladenskaber!?
PS. Apropos ovenstående så har Neil McCormick i Telegraph et opstød i anledning af den rovdrift, der er John Lennons eftermåle i anledning af dennes imaginære 70-års fødselsdag. Han citerer Lennon for følgende kommentar til dyrkelsen af de døde: “You get the biggest prize when you die, a really big one for dying in public”. Sagt i et af de allersidste interviews, Lennon gav, inden Chapmans kugler gjorde ordene til en kendsgerning. Netop i den kritiske Lennons tilfælde er den økonomiske grådighed (til dels med enkefru Onos anerkendelse) forstemmende. En ting er, at mandens værk udgives i ny forbedret udgave – fred være med det – noget andet er Ben & Jerry iskræm med inspiration fra “Imagine”, en særlig Mont Blanc fyldepen til 27000$ og så videre… Omvendt må man så tørt konstatere, at rock og købmandsskab altid har været som to uforligelige brødre.