I går døde Tony Curtis. Og da jeg hørte nyheden sprang billederne fra Billy Wilders klassiker “Some Like It Hot” (1959) op på den indre skærm, og blev lidt efter fulgt af billeder og scener fra tv-serien De Uheldige Helte, hvor Curtis spillede over for og sammen med Roger Moore.
Som Billy Wilder var Tony Curtis af indvandrerbaggrund. Hans forældre var ungarske jøder, og hans borgerlige navn var Bernard Schwartz. Men det kan kunne man ikke hedde, hvis man kom fra The Bronx og ville gøre sig i showbizz. Efter at have aftjent sin værnepligt under krigen tog han en skuespilleruddannelse, og blev hurtigt spottet af en talentspejder, der kunne se, at Curtis havde, hvad der skulle til for at sætte unge pigers hjerter (og skød) i brand. Tony var ikke alene en flot fyr, han var også en smuk mand. I 1948 fik han kontrakt med Universal Studios og tog navneforandring til Tony Curtis. Han var da 23 år gammel. Hans gennembrud kom i 1957, hvor han spillede over for Burt Lancaster i James Hills The Sweet Smell Of Succes, som i kritikerkredse etablerede ham som en filmskuespiller, man skulle holde øje med og sørgede for, at der var efterspørgsel efter hans kunnen. Selv om det gik op og ned i showbiz – det gør det jo altid – så havde Curtis vinden i ryggen i resten af sin karriere. Han havde udseendet og talentet med sig – og kunne spille både dramatiske og komiske roller. Over 100 film blev det til. Til sin fortrydelse fik han aldrig en Oscar, men en enkelt nominering blev det dog til, nemlig for sin rolle som fange på flugt i The Defiant Ones, hvor han var lænket til Sidney Poitier. For mig vil Curtis altid være forbundet med de to indledningsvist omtalte titler. Og for min skyld kunne han gerne have fået en Oscar for rollen som Joe i Some Like It Hot. På den anden side, så fik han lov til at spille sammen med Marilyn Monroe – og det kan ingen Oscar slå… Hvil i fred.