I et debatindlæg i Politiken i dag indsparker journalisten Samuel Rachlin – tidligere ansat i DR og nu kommunikationsdirektør for Saxo Bank og tilknyttet CEPOS – endnu en dimension i debatten om serien “Jagten på de røde lejesvende”. Rachlin mener, at reaktionen på udsendelserne – fra de medvirkende, Klaus Rifbjerg m.fl. – er “hysterisk” og udtryk for, at kritikerne ikke vil “forholde sig til substansen” – og at det samlet set er udtryk for, at vi her i Danmark ikke har “tradition for hudløs ærlig pressekritik”, sådan som tilfældet er i USA, i følge Rachlin.

Her kan Rachlin selvfølgelig have en pointe. Med den indflydelse journalister og medier har for den offentlige debat og opinion, så er det kun naturligt, at pressens medarbejdere og repræsentanter skal kunne udsættes for kritik og stå til regnskab for, hvad de har skrevet, sagt og gjort. Ingen tvivl om det. Og Rachlin kan også have ret i, at det ikke sker i tilstrækkeligt omfang i vores lille andedam. I konsekvens af denne holdning, så er det selvfølgelig også helt forståeligt, at de journalister, som efter ’68 havde venstreorienterede holdninger udsættes for kritik i det omfang, de har kolporteret urigtige oplysninger, har fremført tvivlsomme synspunkter osv. “Stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti” skriver Rachlin. Og ja, lad os bare få tingene op i nutidens skærende lys og bagklogskabens ditto.

Men – som jeg tidligere har været inde på flere gange, så er den form, man anvender, når man skal diskutere og vurdere historiske hændelser – for det er jo, hvad vi har med at gøre! – ikke ligegyldig. At lokke interviewofre ind til debat på falske eller i hvert fald slørede præmisser, konfrontere dem med løsrevne citater fra skrifter og medier, som ikke direkte har noget med DR at gøre, og gøre det i en iscenesættelse, der med sin overskrift og udvalg af opponenter mest af alt har karakter af stalintidens teatralske skuesprocesser,  har absolut intet at gøre med den pressekritik, som Rachlin efterlyser. Det håber jeg i hvert fald ikke! Og det undrer mig meget, at en garvet journalist som Rachlin selv ikke kan se, at formen er et problem. Både som journalistik betragtet, men også som bidrag til en seriøs historisk forståelse og bearbejdning af den såkaldte venstreorientering af DR i halvfjerdserne. [link]

Apropos Samuel Rachlin, de journalistiske idealer og medievirkeligheden så læs her.