Som skrevet i mit første kritiske indlæg om journalist Jacob Rosenkrands’ første afsnit i serien “Jagten på de røde lejesvende”, så forbeholdt jeg mig ret til at modificere min vurdering. Men efter at have set andet afsnit her i aften føler jeg mig ikke bevæget til at ændre ret meget ved min første holdning. Der er stadigvæk tale om en slags inkvisitorisk sindelagskontrol, der er udført af en, der ikke var en del af tidsånden i halvfjerdserne og som tydeligvis ikke evner at sætte sine få kritiske nedslag ind i en historisk og udsendelsesmæssig sammenhæng.

For at blive i inkvisitionsbilledet, så var de to fremtrædende “ofre” i denne udsendelse journalist Keld Koplev og den tidligere ledende DR-medarbejder (TV-direktør) Bjørn Erichsen. Keld Koplev konfronteres bl.a. med brudstykker fra en udsendelse om DDR fra 1978, som med historikeren Bent Jensens ord var den rene “reklamesudsendelse” for DDR. Problemet skulle være, at Koplev i denne udsendelse forholdt sig DDR-systemets arbejdsgaranti (alle var garanteret et arbejde – og havde pligt til at arbejde), prisstabilitet (samme pris i alle butikker) og den slags. Men – udsendelsen forholdt sig ikke kritisk til styrets totalitære karakter. Jeg husker ikke den pågældende udsendelse som sådan (og det er i sig selv et problem, at vi ikke kender hele udsendelsen…), men selv om der så var tale om en udsendelse, der fokuserede på rent positive forhold ved DDR-staten, så overser Jacob Rosenkrands helt, at det slet ikke ville være i uoverensstemmelse med DRs alsidighedskrav dengang, som var et krav om alsidighed på hele sendefladen. I øvrigt var alsidighedsforståelsen et af kernestridspunkterne, da Erhard Jacobsens Aktive Lyttere og Fjernseere begyndte deres kamp på DR.

Noget andet er så, at Keld Koplev – og Bjørn Erichsen – stilles til regnskab for, hvad de har skrevet og gjort uden for DR. Keld Koplev for en artikel i Politisk Revy og Bjørn Erichsen stilles til regnskab for, hvad han lavede som foredragsholder for danske kommunister for 35 år siden i DDR.

Keld Koplev konfronteres med et tekststed, hvor han forsvarer DDR-dissidenterne Wolf Biermanns og Robert Havemanns ytringsfrihed i DDR, men samtidig giver udtryk for, at ytringsfrihed ikke kan forbeholdes alle ‘ved overgangen til socialisme’. I følge Koplev selv gjaldt begrænsningen af ytringsfriheden i denne teoretiske fase de nazister, som stadigvæk – og det er ubestrideligt – var en del af den tyske virkelighed. Selv om vi selvfølgelig godt kan diskutere det problematiske i at begrænse ytringsfriheden og dermed afskære nogen fra at ytre sig – min egen holdning er, at alle uden hensyn til politisk observans skal sikres ytringsfrihed til enhver tid – så er det problematiske ved Rosenkrands’ udspørgen, at den først og fremmest har til hensigt at beklikke Koplevs demokratiske sindelag. Som Koplev ganske rigtigt siger til sin interviewer, så vil han ikke lytte, men kun høre, hvad han helst vil høre.

Hvis Rosenkrands havde løftet blikket en smule og kigget på den politiske virkelighed, vi lever i i dag, ville han kunne finde adskillige eksempler på borgerlige politikere og meningsdannere, der har talt for begrænsning af ytringsfriheden – uden at de af den grund har fået rejst tvivl om deres demokratiske sindelag. Tænk blot på debatten efter Muhammedtegninge-balladen.Det skal ikke forstås som et forsvar for Koplevs begrænsning, men som en pointering af udsendelsen mangel på kontekst.

Og selv om Bjørn Erichsen havde svært ved at huske alt, hvad der skete dengang han i halvfjerdserne holdt foredrag om den historiske materialisme i DDR for danske kommunister, og selv om han givetvis – som så mange medlemmer af DKP var og blev kritiseret for at være allerede dengang og tidligere endnu – har haft et blindt punkt over for DDR-styret og DDR-kommunisterne, så var der ikke et gran af belæg for, at Erichsens medlemskab af DKP satte sig spor i hans virke som DR-medarbejder.

Det nærmest vi kommer en nuancering af blikket på de “røde halvfjerdsere” i DR var Leif Davidsens og Per Stig Møllers’ konkrete indspark, der i det mindste anskueliggjorde, at der foregik en ideologiske kulturkamp i DR. Lige som der foregik en uden for institutionen. Men nuanceringen blev fortyndet gevaldig ved den gentagne brug af den notoriske koldkriger historikeren Bent Jensen, der skulle agere som historiens vagthund i programmet.

Skulle man være venlig og imødekommende over for Jacob Rosenkrands, så vil jeg sige, at det største problem ved udsendelserne – så vidt – er selve formen, der ikke formår at etablere en nuanceret, modsætningsfyldt kontekst – hverken med hensyn til, hvad DR lavede i de år, eller i forhold til den specifikke historiske og kulturelle periode og dens forudsætninger. Med sin inkvisitoriske og fragmentariske form ligner udsendelserne mest af alt de møder, som foregik i små venstreorienterede politiske grupper, når medlemmerne skulle skoles (jf. fx. tidligere udsendelsesrækker om KAP og Blekingegadebanden). Og Rosenkrands’ udsendelser indskriver sig det langt hen revanchistiske borgerlige kulturopgør mod ’68 og de venstreorienterede halvfjerdsere, som folk som Bent Jensen, Bent Blüdnikow m.fl. har ført igennem snart mange år – og som tragikomisk gentager, hvad der skete i halvfjerdserne i visse dele af venstrefløjen…

Lotte i “Eksistens” har en noget anden tilgang til Jagten. Hun er på godt og ondt et barn af de røde halvfjerdsere. Men hendes indlæg ændrer ikke ved min kritik af programmet.

PS. Revanchismen er ikke til at tage fejl af. De røde gjorde noget forkert, derfor skal de have af samme skuffe, synes logikken at være. Hævnmotivet vejer tungere end enhver erkendelsesinteresse. Et godt eksempel er pastor Søren Krarups indlæg “Vi er nogle, der glæder os og ler højt”, som mest af alt er udtryk for skadefryd, kombineret med en total mangel på forståelse for udsendelsernes historieløshed og énøjethed.