Nelly Kim Furtado er et barn af vor kosmopolitiske, multikulturelle og -nationale tid. Opvokset i immigrantnationen Canada, datter af portugisiske forældre fra Azorerne og navngivet efter en kendt russisk atlet… Måske ligger der også i dette internationale snit noget af en forklaring på den 31-årige sanger-sangskrivers åbenlyse internationale appel. Debutalbummet “Whoa, Nelly!” fra 2000 – og det medfølgende tre singleudspil (“I’m like a Bird”, “Turn Off the Light” og “…On the Radio (Remember the Days)”). brændte igennem på alverdens hitlister – og hos mange kritikere.
Måske er det sigende for Nelly Furtados musikalske kvaliteter, at hendes daværende pladeselskab (Dreamworks) havde problemer med at sætte en etikette på hendes musik. Var det dansemusik, var det regulær pop…? Med en – for popmusikken – uortodoks brug af musikinstrumenter, en helt personlig stemme og nogle inciterende popsange var hun en fugl, der passede dårligt ind i kommercialismens volière. Men publikum tog hendes tværkulturelt prægede, emotionelle musik, der behændigt bevæger sig mellem mainstreampoppens forudsigelighed og verdensmusikkens uforudsigelighed, til sig.
På sit andet album fra 2003 – Folklore – som jeg har haft snurrende på cdafspilleren i dag varierer Furtado sit musikalske grænseoverskridende projekt i retning med et både akustisk og rockende udtryk. Som musikken afspejler teksterne også de kosmopolitiske, kulturelle modsætninger og ambivalenser. Fx i sangen Powerless, der handler om pladeselskabets bestræbelse på at sløre hendes portugisiske oprindelse… Svigtende markedsføring fra pladeselskabets side og et knapt så mainstreampræget musikalsk udtryk gjorde, at Folklore ikke helt kunne leve op til debutpladens hitliste- og salgspræstationer. Flere kritikere kløjs ligefrem i pladen mere ambitiøse udgave af world music og mente, at der var tale om en (for) blandet landhandel. Men med sine varierede, meget iørefaldende sange, spændende arrangementer, hvor Furtado respektløst genbruger og mikser alskens genrer efter forgodtbefindende, og hvor instrumenterne får lov til at udfolde sig næsten improvisatorisk, er det en større musikalsk oplevelse end etteren. Ganske vist er der ikke – hvis vi lige ser bort fra nummeret “Forca” (der var kendingsmelodi for VM i fodbold i Portugal i 2004) – ingen deciderede hitsange på dette album. Men dem er der der på den anden side så mange af i forvejen…