Torben har sendt mig tilbage til den lille toværelses på Nygårdsvej i halvtredserne. Det magiske ord er “stenkulsnafta”. Og fremkaldervæsken for erindringsstumpen var “tv-farmaceuten Sven Holm”. Jeg husker den trinde, venlige mand, der på den sort-hvide skærm med nærmest naturvidenskabelig akkuratesse fortalte de hjemmegående husmødre – heriblandt min egen mor – hvordan de kunne fjerne alskens pletter med husholdningens arsenal af kemi.
Et af de kemikalier, min mor altid havde stående i de typiske grønne flasker, var stenkulsnafta (benzen – med vor tids betegnelse). Et andet var salmiakspiritus. Siden forsvandt de ud af husholdningen sammen med den ikke-denaturerede sprit, som blev brugt til hjemmebrænderi i tresserne. Sikkert som led i beskyttelsen af forbrugerne – mod forbrugernes selv.
Helt ufarlig var disse væsker heller ikke. Jeg husker nøje, hvordan min mor advarede mig mod vidundermidlerne. Alligevel drev min nysgerrighed mig til en dag at skrue låget af flasken og snuse til den. En sindsoprivende oplevelse, jeg sent vil glemme. Jeg var sikker på, at nu skulle jeg død. Jeg tror, jeg kunne mærke hver eneste celle i mine luftveje, og min unge, følsomme næse brændte, som var der stoppet glødende kul op i næseborene. Men kun en kort tid.
Flasken stod i mine forældres klædeskab (hvorfor ved jeg ikke), og situationen foran de brune skab brændte sig ind i min erindring – som stenkulsnaftadampene brændte sig ind i næseborene…
PS. På Beredskabsstyrelsens hjemmeside kan man studere alle de forbudte stoffer, som vor moder jonglerede med i de vist nok så uskyldige halvtredsere.
@Sifka: Jeg husker ogsÃ¥ nogle pjecer med ham Holm i hvid skjorte og sorte bukser…
Ja, nemlig – Farmacevtens Lommeleksikon. Sven Holm, Hellerup, 1961, sgu!
@Sifka: Sven Holms pletbog…
Åh ja! Jeg læste også Torbens indlæg, og kom tilbage i tiden. Tænk, jeg har bogen stående. Jeg nænnede ikke at smide den ud, da vi lukkede og slukkede barndomshjemmet.