Hvordan forholder det sig med musikkens verden og kønnenes ligestilling? Dagbladet Information begyndte i går en serie med den problemstilling under overskriften: “En rigtig musiker er en mand”. Og det er tankevækkende – og beskæmmende – læsning. Beskæmmende, fordi den indledende artikel prætenderer at ville undersøge det svært benægtelige forhold, at der er flere sologuitarsvingende mænd end kvinder i rocken, og flere mikrofonholdende kvinder i forgrunden end mænd. Men svaret er allerede givet på forhånd. Artiklens forfatter, Sophie Tholl, indleder med en personlig iagttagelse fra musikforretningen Aage Jensen i København. På væggene i butikken hænger fotos af mandlige guitarhelte – Hendrix, Clapton osv. – “men der er ingen kvindelige ikoner at se”. Og Tholl fortsætter: “På den rytmiske musikscen er ligestillingen årtier bagud. Branchen er fanget i forestillingen om manden som denskabende komponist og udøvende kunster. Og kvinden som forsanger, indespærret i en uigennembrydelig fæstning af korarrangementer og taburiner. Men hvorfor? Er mændene mere tiltrukket af vildskaben i et trommesæt, end den pæne pige er?”. Og derefter udfoldes gennem en række interviews med forskellige musik- og kønsforskere.

Artiklen har noget bedaget over sig. For mange år siden var Information et af de medier, hvor halvfjerdserfeminismens kvindekamp udspillede sig medialt ud fra devisen om, at kvinder var undertrykte seksuelt, økonomisk og på anden vis og deres “kønsrolle” var et produkt af det hendøende patriarkalske samfund. Siden er der jo kommet flere boller på diskussionen om forholdet mellem kønnets natur og dets kultur. Ikke mindst i årene efter Hjerneåret har hjerneforskningen sandsynliggjort, at kønnet i højeste grad også er bundet til biologien. Ikke desto mindre fremturer Tholl med en social- og kulturkonstruktivistisk tankegang, der lige så godt kunne være skrevet af mødregenerationen i halvfjerdserne med et et lidt andet ordvalg.

En ting er, at man kan konstatere en særlig kvantitativ fordeling af rollerne i populærmusikken. Det er indiskutabelt, at der er flere mandlige sologuitarister og flere kvindelige forsangere. Men – har det noget med kønnenes samfundsmæssige ligestilling at gøre? Eller med andre ord: Er der noget, der i dagens Danmark (eller et andet vestligt land), objektivt forhindrer kvinder i at vælge en karriere som rockguitarist eller -trommeslager? Det mener jeg ikke, der er. Kvinder har samme muligheder for uddannelse og jobvalg som mænd. Dermed er vi tilbage ved spørgsmålet om kønsforskellen. Med en symptomatisk formulering skriver Sophie Tholl et sted i artiklen: “Natur eller ej. Man kan i hvert fald sort på hvidt konstatere, at kvinderne er forsvindende få i landskabet af instrumentalister”. Osv. Spørgsmålet om kønnets kompleksitet af natur og kultur sættes så at sige i en parantes, fordi artiklens forfatter allerede har besluttet, at kønnet er en kulturel foranderlig størrelse. Der skal bare nogle flere “rollemodeller” til, så får vi flere kvindelige rockguitarister og flere mandlige forsangere. Og flere instrumentalister på konservatorierne osv. Og dermed kan vi nå den kvantitative ligestilling, som er ligestillingsideologiens mål: lige så mange af hvert køn i enhver sammenhæng.

Men spørgsmålet er, om ikke denne halvtfordøjede halvfjerdserinspirerede kønstænkning gør mere vold mod kønnet end gavn? Kan vi udelukke, at kønsforskellen – også af naturlige årsager – har den effekt, at vi som mænd og kvinder har særlige præferencer, når vi vælger fx fag? Og udelukker det en ligestilling? Er det ikke rigtigt, at så længe der ikke er samfundsmæssige begrænsninger for, hvad mænd og kvinder kan beskæftige sig med, så er der ligestilling? Kvalitativ ligestilling? Jeg spørger bare…