Citat: “’Jagten på de røde lejesvende’ er nemlig ikke et udsagn om 1970’erne, men et udsagn om i dag. Et opportunistisk og logrende udsagn om, at nu er der nye vindere, nye magthavere og ny konsensus om, hvordan verden ser ud. Og den konsensus skal DR nok makke ret over for, også selv om det koster en række af DR’s pensionister deres professionelle anseelse. Hvor der handles, der spildes, og målet helliger midlerne. Dette er 2010 – og for mig er det 1970’erne om igen“.
Den borgerlige journalist Bjørn Bredal fik det fysisk dårligt, da han så DR2s “Jagten på de røde lejesvende”. Hvorfor? Som jeg læser indlægget: Fordi han ser historien gentage sig – med ideologisk-politisk modsat fortegn. Som i halvfjerdserne, hvor visse dele af venstrefløjen tog patent på Sandheden, så tager toneangivende dele af det borgerligt-liberale establishment patent på Sandheden i dagens politiske konjunktur. Og ofrer i sandhedens navn en række ældre DR-medarbejderes renommé på Sandhedens alter…
Hvor grotesk frelstheden er i udsendelsen, pointerer Bjørn Bredal med henvisning til behandlingen af Jens Nauntofte, der anklages for at have skiftet mening og være blevet klogere med alderen! Ikke alene er det en “forbrydelse” at have haft sympatier for vietcong i halvfjerdserne og have omtalt indtoget i Saigon som “en befrielse”, men det er også en “forbrydelse” ikke længere at nære disse ungdommelige sympatier!
Bredal ønsker – selvfølgelig – at vi alle skal blive klogere på, hvad der skete i halvfjerdserne, hvor det politiske projekt løb af sporet for en del unge mennesker på venstrefløjen. Men: “Vi bliver aldrig klogere på fortiden, hvis der altid kun skal tages et opgør med den af det p.t. vindende parti. Hvis der aldrig bliver rum til et oplysende, intellektuelt selvopgør….Det er da vigtigt at finde ud af, hvorfor en hel generation i 1970’erne løb i totalitær retning. Overalt i Europa har de fortalt om det, nuanceret, begrundet, lærerigt. Men i Danmark skal der siges undskyld og bebe, før der siges noget som helst andet, og så bliver man lige så stum, som når ens mor spørger, hvordan det gik i skolen i dag.”.
Men denne refleksion får vi ikke, når en historieløs, ung journalist får lov til at lege inkvisitor, medens det gode borgerskabs ideologiske bannerførere agerer ukritiske klakører i kulissen og medierne. Det er velgørende, at en journalist som Bjørn Bredal taler de borgerlige Sandhedssøgere midt imod. Det er prisværdigt og fortjener anerkendelse fra alle sider. Det er forudsætningen for, at vi kan få en nuanceret, historisk velfunderet debat om det, der skete i halvfjerdserne…
@Donald: Nej, vi skal have detaljerne og nuancerne med.
Rettelse: … Vietnam var de eneste, som hjalp Cambodia [i stedet for Laos]
Og jo Рdet gjorde de, jeg har lige sl̴et op i Wikipedia, men de siger jo s̴ netop at der er tale om en konflikt som ogs̴ afspejler den Sino-Sovjetiske splittelse.
Cambodian–Vietnamese_War […]
The conflict, apart from highlighting the traditional animosities between Vietnam and Cambodia, also revealed how deeply the Sino-Soviet split had divided the communist bloc.
Erhardts flirt med Sydafrika må man heller ikke glemme.
Altså dog, bare titel og forskræp fik mig til at holde mig langt væk. Det er klart at der var både beton-kommunister, lalleglade optimister og realpolitiske aktiviteter, der stødte sammen. Var der ikke noget med Kommunist-Vietnam var de eneste, som hjalp Laos mod Pol Pot myrderierne?
Det, som ingen taler om, men alle åbenbart ved, er at når der opstår et magttomrum, så kommer de mindre begavede frem og tager magten, sådan som Amerikanerne lod det ske i Iraq, og før det skete noget lignende i Afrika (jeg har ikke styr på de stater), Bosnien, Jugoslavien, Sovjet/Rusland etc.etc.
@Jens: Ja, refleksion – eller omtanke – er der brug for. OgsÃ¥ i denne sammenhæng.
Respekt for Bjørn Bredal – faktisk reflekterer over hvad det egentlig er der er gang i.