Et andet biblioteksfund, der har ligget og ventet på at blive omtalt her i bloggen, er Chris Hillmans album The Other Side. Mandens seneste soloplade fra 2005, ud af ialt seks stykker.
Den 65-årige Hillmann har – som læseren sikkert ved – en glorværdig fortid som ikke blot originalt medlem af The Byrds, men også som medlem i Flying Burito Brothers, Manassas, The Souther-Hillman-Furay Band, McGuinn, Clark & Hillman, McGuinn/Hillman, Desert Rose Band m.m. Og så var han en tæt samarbejdspartner for det legendariske ny-country-ikon Gram Parsons.
Hillman voksede op på en gård i San Diego og lærte i halvtreserne country- og folkemusikken at kende gennem sin storesøster. Moderen købte en guitar til ham, så han kunne forfølge sin interesse. Og tidligt fik han smag for bluegrass og for det instrument, som denne blogger især forbinder ham med: mandolinen.
Han fik hurtigt et ry som en mere end habil spillemand og fik job i The Scottwill Squirrel Barkers, som nåede at indspille et enkelt album og siden blev anerkendt som værende en af forløberne for den moderne countryrock (Byrds, Eagles, Flying Burrito Bros, Poco m.fl.).
Efter at have spillet i forskellige countrybands fik han et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Det kom fra produceren og manageren Jim Dickson, der stod med et band bestående af Jim (Roger) McGuinn, David Crosby, Gene Clark og Michael Clarke. Bandets navn var The Byrds. Hillman skulle spille el-guitar, selv om det var nyt for ham. Men med sin country- og bluegrass-erfaring fik han hurtigt tillagt sig sin helt egen lyd på det nye instrument. Resten er historie, som man siger.
Selv om Hillman var en af de mere diskrete personligheder i Byrds, så satte han sit tydelige mærke på gruppens musikalske identitet. De første par plader var han ret anonym, men da Gene Clark forlod gruppen fik han mulighed for at brillere som sanger og sangskriver. Og på klassikerne Younger Than Yesterday og The Notorious Byrd Brothers trådte han i karakter som en af gruppens førende sangskrivere og performere. Blandt andet med det tidstypiske og ganske sandfærdige nummer So You Wanna Be A Rock And Roll Star, som han delte med Roger McGuinn som sangskriver og sanger.
Han havde også en vigtig finger med, da Byrds sprang ud som countryrockere med hovedværket Sweetheart Of The Rodeo.I 1968 var der uro, ja opløsningstendenser, i gruppen, og Hillman og McGuin kontaktede Gram Parsons for at komme videre, og det lykkedes som bekendt for Parsons, Hillman og McGuinn i fællig at dreje gruppen i retning af countryrocken, selv om Parsons ikke fik fuld anerkendelse for sin betydning – i første omgang i hvert fald.
Der kan ikke være tvivl om, at Parsons og Hillman har været på bølgelængde. Begge havde benene solidt plantet i countrymusikken, og uden dem ville Byrds nok ikke været blevet, hvad de blev. De to åndsfæller fortsatte samarbejdet i legendariske Flying Burrito Brothers, der har været et af de store stilskabende bands inden for den countryrock, der blev moderne i halvfjerdserne.
Da Flying Burrito Brothers brød op (første gang) gik Hillman ind i Stephen Stills’ projektet Manassas, der lavede to af de bedste plader fra den tid, Manassas (1972) og Down The Road (1973).
Parallelt med sine aktiviteter i de forskellige gruppesammenhæng startede Hillman en solokarriere i 1976 med kultalbummet med den måske dobbeltbundede titel Slippin’ Away. Og siden er det blevet til yderligere fem, som skrevet.
The Other Side viser endnu engang Chris Hillman som den blændende traditionalist han altid har været. Sammen med erfarne musikere fra feltet, Herb Pedersen (div. strenge,sang), Larry Park (guitar), Gabe Witcher (fiddle), Sally Van Meter (Dobro), Bill Bryson (bas) og Skip Edwards (accordeon), spiller Hillmann countryrock på et højt, højt musikalsk plan, hvor er der plads til de enkelte instrumentalisters forfindede musiceren. Pladen indledes med en meget smuk countryficeret udgave af Byrds-hittet Eight Miles High, som afslører, hvor gribende smuk denne sang vitterlig er – hvis det ikke allerede var gået op for en. På et enkelt nummer – folkesangen The Water Is Wide – får Hillman vokal assistance af Jennifer Warnes.
The Other Side er en af den slags plader, der udmærker sig ved sin særlige tidsløshed og bevægende ynde. En plade man også vil kunne tage ned fra hylden om mange år med stort udbytte, og som vokser lidt hver gang man lytter til den.

It Does’nt Matter (Hillman/Stills/Roberts) – oprindeligt med på det første Manassas-album