Jeg har set frem til DR2s udsendelsesrække “Jagten på de røde lejesvende”, hvor DR-journalisten Jacob Rosenkrands, som der står på DRs hjemmeside, vil ‘konfronterer DRs såkaldte røde lejesvende med deres egne ord og gerninger’. Og selv om man skal vare sig for at komme med en alt for fasttømret bedømmelse, når der endnu er to udsendelser tilbage, så må jeg sige, at jeg blev lidt skuffet. At de interviewede personer – bl.a. Jens Nauntofte, Keld Koplev, Per Schultz og Vibeke von Sperling – politisk havde befundet sig på venstrefløjen og bl.a.havde sympatiseret med viet cong, PFLP og sågar havde haft forståelse for motiverne bag byguerillaerne (RAF fx.) var ikke overraskende. For det var de langt fra ene om, som det også fremgik af sidebemærkninger undervejs.

Nej, det skuffende var, at perspektivet i udsendelsen var så snævert og sært historieløst. Fokus var på institutionen DR og de enkelte “røde lejesvende”. Man kunne få det indtryk, at DR var – eller ideelt set skulle være – en institution, der var isoleret fra det samfund, det i følge den journalistiske tankegang skulle observerer og rapportere fra. Hvis vi skal lære noget som helst af, hvad der sket politisk sidst i tresserne og i halvfjerdserne – ikke mindst med hensyn til bedrøvelige politiske radikalisering – så kræver det en helt anden historisk velfunderet analyse af “tidsånden” og de politisk-økonomiske konjunkturer i de år. Og dette analysearbejde står stadigvæk tilbage. Vi bliver ikke en skid klogere af, at “de røde lejesvende” bekender deres sympatier og handlinger. Og det er vigtigt af få fat i den forståelsesramme – blandt andet også for at forstå, hvorfor journalister også den dag i dag afspejler vor tidsånd…

Meget symptomatisk for den første udsendelse – og bekræftende i forhold til mine pointer – har en af de medvirkende, Jens Nauntofte, i dag reageret, fordi han føler sig ført bag lyset af Jacob Rosenkrands. Nauntofte troede ham skulle deltage i en “krønike” – altså historieskivning – og ikke i en skueproces, hvor han stod under anklage. Han overvejer nu at indklage Rosenkrands for pressenævnet for at få renset sig selv.
Opdatering: I Politiken d. 21/9 kan man så læse, at de forhold, som Jens Nauntofte skulle “forsvare” – fx at han lod sig fotografere med nordvietnameserne på en tank under indtoget i Saigon og at han beskrev vietcongs indtog i byen som en “befrielse” – slet ikke hændte, medens han var ansat i DR, men tidligere, da han var en ung historiestuderende og freelanceskribent for Information. Noget tilsvarende gælder for Keld Koplev, der medvirker i en senere udsendelse. Dertil kommer, at journalisten har fortiet, hvad udsendelsesrækken skulle hedde, og hvad dens egentlige hensigt var. Det ligner mere og mere – ikke blot dårligt journalistisk håndværk men uhæderligt sådan.