Det engelske band The Sweet – med Brian Connolly, Steve Priest, Andy Scott og Mick Tucker i den oprindelige besætning – blev dannet helt tilbage i 1968 og var oprindeligt et gennemsnitligt, habilt rockband. Men de så lyset – og glimmeret – da de omkring 1970 fulgte tidens modebølge, iklædte sig sko med plateausåler, glitrende og glimrende dragter og lod det i forvejen lange hår trimme og style efter alle glamrockens regler.

Efter et forkølet forsøg med bubblegumnummret “Funny Funny” fandt de formlen på succes. Den lå et sted mellem den hårde beat – Who, Kinks, Status Quo osv. – og den ørehængende, charmerede tyggegummipop. Og med hjælp fra de dengang førende sangleverandører på feltet – Nicky Chinn og Mike Chapman – lykkedes dem at score tyve topplaceringer op gennem halvfjerdserne. Block Buster!, Ballroom Blitz, Hell Raiser, Teenage Rampage, Fox on the Run var nogle af de største, og titlerne siger en hel del om den kontrollerede ungdommelige vildskab, gruppen udmærkede sig ved.

Jeg købte ikke deres plader dengang i halvfjerdserne. Var mere til David Bowie, Roxy Music og den slags. Men Sweet havde en på en og samme tid irriterende og besnærende appel til det pophoved, jeg var og vel altid har været også. Mere end en gang har jeg gået rundt med deres udspekulerede popsange i hovedet uden at ville det.

Sweet fik et stort publikum i Danmark – og har det stadigvæk. Det understreges bl.a. af livealbummet Live in Denmark 1976 (udsendt 1998).
Der er udsendt et hav af opsamlingsplader med gruppen gennem årene. Senest er kommet dobbeltcd’en Action: The Sweet Anthology fra 2009, som har alle de væsentligste sange med.