Carl Wilson genopdaget

Author:

null

I mange omtaler af The Beach Boys har der været en tendens til at fokusere på Brian Wilson. Det umiskendelige talent, den geniale galning med det spektakulære livsforløb, som har stof nok til en bedre roman. Og prisen har været, at de andre medlemmer – bl.a. brødrene Dennis og Carl – har stået lidt i skyggen. Og det er ikke helt retfærdigt, selv om det er prisen for at være i mediernes søgelys.

Derfor er det glædeligt, at interessen for de andre er vokset med tiden. For et godt stykke tid siden blev Dennis Wilsons berømmede debutkultalbum Pacific Ocean Blue genudgivet og gav nye lyttere mulighed for at fordybe sig i mandens personlige, melankolske sangskrivningen. Og nu er turen kommet til broder Carl, idet hans andet album Youngblood genudgives i en ny og forbedret udgave. Som tilfældet var med Dennis Wilsons plade, så har Carl Wilsons to soloplader længe været uopdrivelige i almindelig handel.

Carl Wilson, der døde kræftdøden i 1998, var et uvurderligt aktiv for gruppen som producer, guitarist og sanger. Som guitarist spillede han op med og mod de bedste studiemusikere, som var med ved optagelserne af gruppens plader. Og som sanger voksede hans betydning med årene, og det var hans stemme, man hører i klassiske sange som “God Only Knows”, “Good Vibrations”, “Darlin'”, “I Can Hear Music” og “Wild Honey” m.fl. Og da Brian Wilson gik i indre eksil i 1965, blev Carl de facto gruppens leder og producent. Han debuterede som gruppens producent med “I Can Hear Music” og har markante album som “20/20”, “Sunflower” “Surf’s Up” og kultpladerne Carl and the Passions – “So Tough” og “Holland” på samvittigheden.

I en selvvalgt pause fra gruppen i starten af 1980’erne lavede Carl så de to soloplader, han nåede at frembringe. Jeg kan huske, jeg lånte dem på pladebiblioteket i Esbjerg og lyttede en del til dem i de fjorten dage, lånet strakte sig over. Som jeg husker dem var der tale om mere end kompetent voksen rock med flotte melodier og harmonier, Wilsons markante guitarspil og så den smørbløde altstemme på toppen af det hele. Nu bliver det så muligt at genhøre hele herligheden. Tak for det. Og se så at få genudgivet debutalbummet.

I Can Hear Music

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *