I Kristeligt Dagblad sælger man en temmelig gammel nyhed. Det drejer sig om det stigende salg af vinylplader. Som tidligere omtalt her i bloggen, så har musikbranchens fællesorganisation IFPI i deres seneste årsopgørelse dokumenteret, at salget af vinylplader er steget fra ca. 4000 eksemplarer i 2000 til 23000 vinylplader i 2009. “Salget af vinylplader eksploderer” skriver DR Nyhederne. Og det må vist siges at være journalistisk overkill til formiddagskaffen. Jovist er 23000 flere end 2000, men vi snakker altså også om en periode på ni år og et salgstal, man i de gode gamle dage firserne næppe ville løfte en øjenbryn over på pladeselskabernes kontorer.

Noget andet er så, hvorfor vinylsalget er steget? Er det, som forbrugeradfærdsforsker (!) Heidi Boye fra SDU hævder, udtryk for nostalgisk simple living i en teknologisk tidsalder, hvor det går stærkt udviklingsmæssigt? Eller er der tale om nostalgisk, rituelt venden tilbage til noget mere håndgribeligt?

Begge forklaringsmodeller har den svaghed, at de ikke kan forklare, hvorfor unge, der ikke er vokset op med vinyl, foretrækker den gamle teknologi! Måske er forklaringen på mersalget – hvis vi ser bort fra nostalgisk samleri af gamle plader – udtryk for, at cd’en og lydfilen ikke kan matche vinylen, hverken med hensyn til coveræstetik eller lyd? [link]