I Politiken i går læste jeg, at modellen og skuespillerinden Raquel Welch fylder 70 år på søndag. Som tiden dog går. Raquel – hvis rigtige navn er Jo Raquel Tejada – blev et af de førende, måske det førende, sexsymbol, dengang i midten af tresserne, hvor capac for alvor fik interesse for piger. Især takket være sin rolle som klude-bikini-klædt “Loana the Fair One” i Hammerfilmen “One Million Years B.C.” fik hun en hovedrolle i mangen en ungersvends hede drømme. Jeg fik aldrig set filmen. Jeg tror ikke, den blev vist i Esbjerg. Men det var også lige meget. Stillfotos og – ikke mindst – plakater fra filmen blev afbildet i de kulørte blade. Og det var brændstof nok til fantasien – dengang, før internettet gav adgang til alt.

Sexsymbolimaget førte – selvfølgelig – også Raquel til en optræden i datidens førende mandeblad: Playboy, hvor hun blev ophøjet til at være den mest begærede kvinde. Men det åbnede også døren til mere seriøse roller. I cowboyfilmen Bandolero! spillede hun over for selveste James Stewart og Dean Martin, og i Lady in Cement havde hun Frank Sinatra som medspiller.

Noget stort skuespillertalent har Welch ikke været begavet med, men ikke desto mindre fik hun en Golden Globe i 1974 for sin hovedrolle i Richard Lesters “De tre musketerer” . Men med en fager figur og et kønt ansigt kan man nå langt i underholdningsbranchen (se bare de kulørte blade…). Og Welch har holdt karrieren kørende lige siden dengang, hun iført præhistorisk bikini indtog væggene på karlekamrene, med mindre roller i diverse tv-serier og film. Hun har også forsøgt sig – med begrænset held – som sangerinde og har tjent penge på skønhedsindustrien med “The Raquel Welch Total Beauty and Fitness Program” ( i firserne ) og som model for kosmetikindustrien. Hun er stadigvæk erhvervsaktiv, har været gift fire gange og har i år fået udsendt en biografi med den sigende titel: Raquel: Beyond the Cleavage… Til lykke.