“Clapton er Gud!” kunne man engang læse som grafitti på husvægge og andre flader i det engelske. Og ingen tvivl om det: Dyrkelsen af rocken og dens halvguder har ofte taget kultiske og nærmest religiøse former. De store ikoners efterladenskaber sælges til skyhøje priser på de store auktioner, hvad enten det er håndskrevne tekster fra John Lennons hånd eller den saks, hvormed Elvis’ afsjælede legeme blev klippet i stykker.
Lige for tiden er der en nærmest folkelig bevægelse i gang for at bevare den vaklende rønne, som Ringo Starr brugte noget af sin elendige barndom i, for eftertiden. Og til September bliver den London-lejlighed, Jimi Hendrix’ kaldte sit “hjem”, åbnet for offentligheden. I anledning af 40-året for hans alt for tidlige død. I følge Hendrix’ daværende veninde, Kathy Etchingham, var lejligheden et refugium for Jimi i en turbulent tid, hvor han kunne trække sig lidt tilbage fra al viraken omkring hans person og opleve noget, der kunne ligne en ganske almindelig hverdag for et engelsk par – med a nice cup of Tea. I følge oplysningerne er lejligheden nogenlunde, som dengang Hendrix beboede den. Med en typisk,flippet indretning, guitarer og andet fra en aktiv musikers liv. Ejerne, The Handel House Museum, regner med at attraktionen vil blive et permanent museum. Så pilgrimrejserne kan godt begynde… [kilder: div. engelske aviser]