Dansk Folkeparti er igen på banen med deres forventelige holdninger og fordomme. Pastor Krarup har været fremme og erklære homoseksualitet for et handicap. Bøsser og lesbiske er handicappede, fordi de ikke kan etablerer en normal (=heteroseksuel) familie og et normalt (=heteroseksuelt) ægteskab. Derfor skal de forskelsbehandles på dette område. Pastoren har dog ikke noget imod registreret partnerskab.

I en anden sammenhæng accepterer Krarup dødsstraf under særlige omstændigheder (eksemplet er opgøret med nazisternes håndlangere lige efter besættelsen).

Nu kan det ikke være overraskende, at Søren Krarup har rabiate holdninger. Det har han altid haft. Og hvis han sad ovre i Seem og skrev sine uforgribelige holdninger til landets aviser, så kunne det (næsten) være totalt ligegyldigt.

Men Krarup sidder i folketinget. Og ikke bare sidder han som folkevalgt på tinge. Sammen med sine ligesindede i Dansk Folkeparti udgør han det faktiske parlamentariske grundlag – den bolt, der holder dem fast ved magten. Derfor er det forstemmende, at Krarup frit kan lufte sine fordomme, uden at det får nogen som helst politisk konsekvens.

Hvor længe kan statsministeren og regeringen med (tro)værdigheden i behold forsvare at have et sådant regeringsgrundlag? Hvor er den værdidebat, som regeringen ellers har været så optaget af? Men opgøret om værdier gælder måske kun et revanchistisk opgør med det venstreorienterede spøgelse fra halvfjerdserne?

Opdatering: Jyllands-Posten fortæller, at Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup fra folketingets talerstol har afvist, at Krarups holdning til homoseksuelle er udtryk for partiets syn på samme befolkningsgruppe.

Opdatering nr. 2: Medens jeg spiste min frokost overværede jeg transmissionen fra Folketingets debat om værdier etc. En ung politiker fra det Radikale Venstre udfrittede den konservative Henriette Kjær om hendes og de konservatives holdning til pastor Krarups og unge Messerschmidts seneste udladninger. Tydeligvis irriteret over ikke at kunne holde værdidebatten på en generelt niveau, tog hun afstand fra Krarup, men forsvarede også det gode samarbejde mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Man kan sige, at Kjær forsøgte sig ud i den vanskelige – ja, umulige – kunst at holde politiske holdninger, ideologi og deslige helt adskilt fra politisk pragmatik. Melodien, som også andre i regeringen spiller, lyder: så længe det pragmatiske samarbejde giver resultater, så ser vi stort på samarbejdspartnerens ideologiske og andre holdninger. Men kan man skille tingene sådan ad? Næh, det kan man ikke.

Den rene, ubesmittede pragmatik er en umulig drøm. Regeringens hidtidige politik på flygtninge- og indvandrerområdet som eksempel taler sit klare sprog om, at de pragmatiske kompromisser er dybt præget af de holdninger, man i diplomatiske vendinger forsøger at distancere sig fra. Pragmatikken har sine grænser. Og ingen rituelle lovprisninger af det “gode” samarbejde ændrer ved den ideologiske indflydelse.

Det interessante spørgsmål er, om man overhovedet kunne tænke sig en sådan ideologisk indflydelse fra Dansk Folkepartis side uden en vis modtagelighed eller ideologisk resonans i regeringspartierne?