Et tweet sendte mig om på siden www.pladebranchen.nu, hvor IFPI, pladebranchens organisation, holder til og orienterer om branchens tilstand. En meget læseværdig side, hvis man vil holde sig orienteret om, hvordan konsumtionen af ikke-levende musik udvikler sig. Sammesteds kan man nedhente årskriftet Pladebranchen, der er en guldgrube af statistik og data omkring netop musikforbruget i Danmark lige nu.
Ser vi lige bort fra den tilbagevendende diskussion om det faldende salg af cd’er (som er statistisk indiskutabel), så er det interessant at se, at dansk musik klarer sig ganske godt – relativt set. Fx kan man konstaterer, at medens IPFI Danmarks medlemmer har måttet halvere deres samlede omsætning i perioden fra 2000 til 2009, så er omsætningen af dansk repertoire “kun” gået ned med en tredjedel godt og vel. Det er også positivt at se, at omsætningen af digital musik (download) er vokset støt siden 2006. Omsætningen er firdoblet.
Også forbruget af vinyl er vokset markant. Selv om salget af grammofonplader udgør mindre end en halv procent af det samlede forbrug, så er salget af skiver vokset fra små 4000 i 2000 til ca. 23000 i 2009. Selvfølgelig er det ikke store tal, sammenlignet med de gode gamle dage, hvor Kim Larsen kunne sælge hundredtusindvis af en plade, men alligevel er det tankevækkende i en digital tid.
Ellers er der andre ting af fundere over. Salget af cd’er er stadigvæk især noget, der foregår omkring jul. Det forklarer sikkert også, hvorfor der er så mange opsamlinger på årssalgslisten (jf. nedenfor)..
Selv om man som musikforbruger kan konstatere, at priserne på cd’er hurtigt rasler ned, så viser IPFIs undersøgelse, at den gennemsnitlige pris for en fuldpris -CD er steget på det sidste. En af forklaringerne er, at pladebranchen har satset mere på såkaldt “luksusbetonede udgivelser ( (dobbelt-CD’er, CD’er med bonus-DVD’er)”, hvor køberne har måttet hoste op med større summer.
Interessant er det også at studere listen over de mest solgte albums. Michael Jacksons “The Collection” indtager førstepladsen og på de efterfølgende tyve pladser finder man opsamlinger med Aqua (nr. 3), MGP (nr. 5), Nik & Jay (nr. 14), Queen (nr. 18) og Sebastian (nr. 19). Ellers kan man konstatere, at de danske navne står stærkt med halvdelen af pladserne og med Rasmus Seebach, Aqua, Sanne Salomonsen og MGP-amatørerne som de førende. Blandt de udenlanske navne er der få overraskelser. Michael Jackson, Bruce Springsteen, U2, Robbie Williams og Queen er jo gamle kendinge. Hvis man overhovedet kan tale om overraskelser på listen så må det være Duffy (nr. 16), selv om hun har været genstand for kraftig markedsføring, og Kings of Leon (nr. 17).
En separat liste over mest solgte opsamlinger fortæller måske også noget om, hvor musikforbruget er lige nu. Der er selvfølgelig ikke noget overraskende eller odiøst i, at pladebranchen søger derhen, hvor salget er bedst og sikrest. Hvad, publikationen ikke fortæller ret meget om, er, hvad IPFI-medlemmernes rolle er, når det fx gælder om at fremme ny og uprøvet musik eller musik, der ikke falder inden for de meste populære genrer (rock og pop). Og det kan man heller ikke forvente af en sådan publikation. Ikke desto mindre ligger der noget kulturpolitisk symptomatisk i selve fraværet af spørgsmålet.