DR2s temaudsendelse om dansksproget musik levede ikke helt op til capacs høje forventninger. Dertil var udsendelsen for kursorisk, og noget af materialet – et håbløst dobbeltinterview med Thomas Helmig og Nick & Jay – var en genudsendelse. Derfor slog capac om på SV1, hvor der var en dokumentarudsendelse om Yusuf Islam, der før han konverterede til islam hed Cat Stevens (dvs. det var hans kunstnernavn, for oprindeligt hedder han: Steven Demetre Georgiou ). I udsendelsen blev den snart 60-årige Islam interviewet af en jævnaldrende journalist, der fulgte ham rundt til barndommens og ungdommens lokaliteter. Det var en rejse tilbage til barndommen og en beretning om vejen til berømmelsens top som popkunstner, om den spirituelle og eksistentielle søgen, islam som svaret herpå og – om musikkens genkomst.
Anledningen er – selvfølgelig – at Yusuf har udsendt en plade An Other Cup to årtier efter, at han lagde den popmusikalske karriere på hylden.
Programmet var garneret med musikalske indslag fra hans karriere, blandt andet optagelser fra capacs nostalgiprogram Beat-Club, hvor han gav nummeret Matthews and Son, men også optagelser, hvor den voksne Yusuf afslappet spillede sine klassiske numre på akustisk guitar, siddende på en sofa i sit hjem.
Programmet var interessant af flere grunde. Dels ved at give et fint portræt af et meget sympatisk menneskes kamp for at finde en mening med galskaben (= livet). Og dels ved at skildre en muslim, der lå langt fra det fjendebillede, som fx Dansk Folkeparti tegner af muslimer. Yusuf gav udtryk for, at grundbetydningen af orden islam var “fred”. Han tog afstand fra de islamiske ekstremisters misfortolkning og misbrug af Koranen, lige som han tog afstand fra fx den fatwa, som de gejstlige i Iran udstedte mod Salman Rushdie i forbindelse med bogen De Sataniske Vers. For Yusuf betød islam, at der var én gud, og at man skulle leve i fred med sine medmennesker.
I forbindelse med angrebet på tvillingetårnene i New York blev Yusuf forment indrejse til USA i tiden efter, alene på grund af sit efternavn… Det fik veninden Dolly Parton (!) til at kritisere den amerikanske regering så voldsomt, at han fik udstedt et visum. Hatten af for Dolly!
En anden sjov historie gik på, at nogle muslimer havde fået ham til at tro, at det var mod Koranen og Islam at spille på guitar og synge sange. Men det var en misforståelse. Faktisk gik det op for ham, at guitaren – instrumentet – var kommet til Europa fra Arabien via Spanien (med maurerne) – og at det faktisk var i islams ånd at sprede glæde og gode budskaber via musikken…
Den nye plade, som Yusuf gav et par smagsprøver på, ligger musikalsk i forlængelse af de Cat Stevens-plader, man lyttede intenst til i halvfjerdserne.
PS. Det meste af omtalte udsendelse ligger som små videoer på YouTube…
@gaasegaek: Ja, den gamle grå spinder igen.
Cat en har ni liv:
http://news.yahoo.com/s/nm/20090512/en_nm/us_yusufislam