Der findes få bands, der er så store som U2. Det skulle da lige være Rolling Stones. Vi taler ikke om musikalitet og sådan, men om salgbarhed på billetkontorerne og sådan. Volumen på stadions. Forleden kom det irske band forbi Horsens, og begivenheden var så stor, at selv de store tv-stationer havde udsendt en medarbejder for at rapportere fra menneskemængden, der som lemminge bevægede sig i retning af spillestedet. Og efterfølgende faldt anmelderne i svime, hvis man kan tro Berl. Tidende og andre aviser. Stjernerne regnede ned over gruppen, der åbenbart leverede et professionelt show. “Et professionelt stykke rockhåndværk”, som Mads Kastrup skriver i Berlingeren.

Jeg kan af gode grunde ikke udtale mig om koncerten. Jeg var der ikke. Og ville nok ikke være kommet, selv om jeg havde haft mulighed for det. For jeg tabte interessen for gruppen, da de havde udsendt Rattle and Hum i 1988. Faktisk havde de – i mine ører – tabt musikalsk højde allerede efter deres overbevisende debut Boy (1980), som er deres mesterværk – set herfra. Jovist var der snapse ind imellem. Og The Joshua Tree er også et fremragende hovedværk. Men den overgås af debutens ungdommelige energi, selvtillid og fandenivoldskhed.

De plader, der er kommet efter Rattle and Hum har ikke bevæget mig, selv om de både har været professionelle og dygtigt udført. Professionelt udført rockhåndværk. Fint nok, men ikke nok for denne blogger. Men det er sikkert bare min fejl. Så mange fans kan vel ikke tage fejl?!

Opdatering: Jeg tror, jeg vil benytte ovenstående indlæg som en anledning til et genhør med U2s plader. Man skal altid give musikken en chance til. Mindst én. Jeg vender tilbage til emnet.