året var 1965. Barry Mcguire, der havde en rå, upoleret stemme, der passede godt til protestbølgen, fik et stort hit med Eve Of Destruction. Protestsangene blomstrede i skyggen af Cuba-krisen, der gjorde atomkrigstruslen uhyggeligt nærværende for amerikanerne og os andre. Samtidigt viste de første tegn på Vietnam-krigens katastrofale perspektiv sig for hele verdenopinionen. Det blev acceptabelt at synge protestsange, selv i Gud Eget Land. Bob Dylan og folk-bølgen havde vist vejen. Herhjemme fulgte folkesangeren Cæsar op på Mcguires succes med sin danske version Jorden I Flammer, der også blev et pænt hit.
Manden bag sangens ord og melodi var P. F. Sloan, der må siges at være en af de mere oversete sangskrivere i USA.
Sloan – eller som han rigtignok hedder Philip Gary Schlein – blev født i 1945 og udsendte sit første album Songs Of Our Time i 1965. Eve Of Destruction var et af numrene. Debutpladen og efterfølgeren 12 More Times fra 1966 indeholdt flere andre numre, der blev successer for andre kunstnere som fx The Seachers (Take Me For What I’m Worth), The Turtles (Let Me Be) m.fl. Sloan fik også selv en pæn succes i såvel USA og Europa med sangen Sins Of A Family, der siden er blevet en folk-rock-klassiker.
Imidlertid løb Sloan ind i personlige problemer med sit pladeselskab. Pladeselskabet ville have ham til at være sangleverandør til andre hitlistepotentialer; men Sloan ville gerne indspille sine egne sange. Og i en længere periode i 1970’erne og firserne var han nærmest inaktiv. I hvert fald i offentligheden. Man kunne også sige, at han gik lidt i glemmebogen, for i den branche er det kortidshukommelsen, der dominerer…

…Last Time I saw P. F. Sloan
He was Summer Burned He was
winter Blown You Know He turned the Corner
All Alone
But he continued, yes, he
continued singing
listen to him sing…

En anden kendt amerikansk sanger og sangskriver, Jimmy Webb skrev og indspillede nummeret “P. F. Sloan” i 1970. En meget iørefaldende sang, som blev planket af bl.a. vokalpopgruppen The Associations, om omkostningerne og skuffelserne ved at være en kreativ og fornyende sangskriver… I følge anekdoterne skulle Jimmy Webb siden have afvist, at sangen handlede om den rigtige P. F. Sloan (der i parentes bemærket hjalp Jimmy Webb i gang med karrieren). Måske skyldtes denne ejendommelige historie, at de to sangskrivere var kommet på kant med hinanden. Kollegial jalousi er ikke et ukendt fænomen blandt kunstnere. Heller ikke i musikkens verden. Noget kunne måske også tyde på, at Sloan ikke altid har været lige let at arbejde sammen med. At han var og er en mand, der går sine egne veje. Og det er ikke altid lige populært i musikindustrien, hvor det handler om meget andet end musik – fx penge. Webbs sang om Sloan fortæller om en mand, der er mere optaget af sin musik end af, hvad andre mener. Siden har Webb dog indrømmet, at sangen faktisk var om Sloan, og at det i sig selv var problemet med den sang: At den handlede om et stadig levende person. Men der er ingen tvivl om, at sangen også er udtryk for Webbs anerkendelse af en anden markant sangskriver.
Ulempen ved Sloans valg har været pauser i karrieren, og at det er svært af få fat i de plader, han faktisk fik udgivet, idet kun nogle af dem er tilgængelige på cd. Og grammofonpladerne forhandles til skyhøje priser i antikvariater. Faktisk var en af grundene til dette indlæg, at jeg så et eksemplar af albummet Measure For Pleasure (Atco 1968) til salg i et dansk antikvariat i århus for den nette sum af 850,- kr. Denne plade kan dog fås på cd til normalpris.
I 2006 udsendte Sloan sit seneste album Sailover, der indeholder versioner af Eve Of Destruction (m. Frank Black og Buddy Miller) og Sins Of The Family (m. selveste Lucinda Williams).

Hør P. F. Sloan selv fortælle: