For meget arbejde og for meget om ørerne i det hele taget kan gøre en halvgammel dreng mør i bolden og mat i sokkerne. Men når tavlen skal tørres ren og adrenalinniveauet have et løft, så er der ikke noget så godt som rock-and-roll. Og i denne stund er det australske The Vines, der sørger for at udføre renselsprocessen. Bandets tredje album “Vision Valley” fra 2006 fik, som man siger, en blandet modtagelse i musikkritikken. Især amerikanerne var forbeholdne. Også de amerikanske pladekøbere. Men i England tog man pladen til sig, og den fik fine anmeldelser i førende tidsskrifter som New Musical Express og Q Magazine. Sågar The Guardian gav den fem ud af seks stjerner. Jeg tror, denne forskel siger noget om The Vines’ musik. Som tidligere anført, så er Vines tydeligvis børn af grungen, men de kan samtidig ikke løbe fra, at de i deres helt unge år må have haft hovedet inde i popradioen og fået smag for popsangens smitsomme ingredienser. Man kunne sagtens forestille sig, at det ville forekomme lettere skizofrent i grungens hjemland, hvorimod englænderne jo er vant til lidt af hvert, siden dengang punken skruede volumeknappen i bund og erklærede: anything goes!
Kritikerne har da også deres bøvl med etiketterne og kalder musikken post grunge, neo garage, alternative rock, neo-psychedelia osv. Men glemmer man alle disse mærkater for en stund, så er det “bare” melodiøs rock (el. beat) med lækre vokalharmonier, giftige guitarriffs, forførende hooks og masser af den energi og aggressivitet, der har været i rockens hjerteblod siden tidernes morgen.

The Vines – Anysound