En af mp3-afspillerens sange fik mig lige pludselig til at ihukomme den amerikanske sangerinde Sandy Poseys store hit fra 1967, “I Take It Back“. Endnu en af de mange hjerte-smerte-sange, der befolker popmusikken. Om pigen, der vil slå op med sin fyr, men fortryder i sandhedens øjeblik. Et iørefaldende omkvæd og et tidstypisk arrangement med strygere og lidt countryovertoner. En plade, der ofte blev spillet efter skoletid dengang i tresserne og sikrede sig en plads i mit indre katalog over sange, der ikke vil gå væk med tidens tand.
Sandy Posey (f. 1944) var ikke metervare, men der var en hel del af hendes type. Sangerinder, der ubesværet bevægede sig rundt mellem genrerne og altid med sin særprægede stemme som vand- og varemærke. Tre store hits blev det til for Sandy, inden tidsånden blæste en anden vej og gjorde hendes udtryk bedaget. Det sidste var I Take It Back, der nåede en 12. plads i USA. Det samme gjorde de andre. Born A Woman, som hun debuterede med i 1966 og efterfølgeren fra samme år “Single Girl“, min anden Posey-favorit. De tre hits var med til at skabe hende et image som countrysangerinde, og det er på countryhitlisterne, hun siden hen har bevæget sig, selv om det har været nederst på top 100. Så vidt vides er hun stadigvæk aktiv.