I dagens nyheder kan man læse, at Politiforbundets formand Peter Ibsen er “frustreret” over, at medierne – med Politiken i spidsen – har afsløret, at rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 ikke foregik så gnidningsfrit, som politiet gerne selv ville fremstille det dagen derpå. Til pressen udtaler Ibsen: “Både politikere og politiets ledelse har travlt med at stille sig op foran et kamera og kræve undersøgelser. Vi er ikke imod at blive undersøgt, men det er statsadvokaten, der tager sig af den slags. Der er en fare for, at det uvildige undersøgelsessystem bliver påvirket af den form for kameraforelskelse.” Vi kursiverer. Hvad er det, Ibsen siger? Jo, han frabeder sig for meget offentlighed om de nye oplysninger, fordi de kunne skade statsadvokatens undersøgelse – og dermed politiets renommé. Har formanden da grund til at frygte offentlighedens interesse og belysning af de faktiske hændelser? Tja.. I hvert fald udtaler han følgende i forlængelse af ovenstående: “De unge, som pressen omtaler som brugere af Ungdomshuset, kunne med rette kaldes terrorister“. Vi kursiverer igen. Hvad vil formanden sige med denne udmelding? Ud over, at lufte sit syn på de unge? Jo, han vil vel indirekte fortælle, at hvis det skulle vise sig, at politiet var gået over grænsen for acceptabel magtanvendelse i en sådan politiaktion, så er det de unges egen skyld, fordi de er “terrorister”. Terroristerne er de unge, ikke politiet! Sagt på en anden måde: Målet helliger midlet – også selv om midlerne er på kant med love og regler! Er det ikke det, der står mellem linjerne?! Man kunne fristes til at mene, at der implicit i denne udtalelse ligger en indrømmelse af, at noget ikke foregik helt “efter bogen”…
I hvert fald er politiformanden ikke interesseret i en undersøgelse. Han udtaler afslutningsvis: “Det vil få katastrofale konsekvenser. Hvis det sker, vil det være svært at få politifolk til at deltage i den slags operationer med samme offervilje”. Igen en bemærkelsesværdig kommentar. Skulle en grundig undersøgelse af hændelsesforløbet afholde politiet fra fremover at udføre lignende operationer? Det kunne jo – teoretisk i hvert fald – tænke sig, at undersøgelsen frikendte politiet? Hvad ville problemet så være? Hvilke “katastrofale konsekvenser” skulle en undersøgelse i sig selv udløse? Men måske er problemet, at formanden ikke forventer en frifindelse, og at undersøgelsens derfor må forventes at hæmme politiet i dets fremtidige fremfærd i sådanne opgaver? Hvis “offervilje” betyder overskridelse af politiets beføjelser, så har vi jo heller ikke brug for “offervilje”, vel?!